Fortsæt til indhold

Man glemmer aldrig sin rigtig gode lærer

Forholdet mellem lærer og elev, pædagog og barn, er afgørende for børns læring og trivsel. Derfor får lærere og pædagoger i Hvidovres folkeskoler efteruddannelse i at styrke relationer

Arkiv
Arkiv

Det er baggrunden for, at samtlige lærere og pædagoger fra Hvidovres folkeskoler som en del af trivselsløftet i skoler, SFO og klubber i løbet skoleårene 2015/16 og 2016/17 bliver uddannet i at styrke deres relationer til eleverne. - Det drejer sig især om, at blive bedre til at være lydhøre over for den enkelte elevs behov og at møde børnene på deres egne præmisser, og formålet er at give alle elever i en klasse - uanset baggrund og forudsætninger - de bedste muligheder for at trives og udvikle sig, siger skole- og klubchef Rune Ahlman Nielsen.

Gør en forskel som person

For lærer Julia Lytken fra Engstrandskolen har efteruddannelsen betydet, at hun har mere fokus på at lære sine elever at kende og at justere sin undervisning og måde at være på, så eleverne har det godt. Og ind imellem gør hun nu det stik modsatte af, hvad hun plejer, for at få alle elever med i timerne. - Hvor jeg tidligere måske ville have irettesat en urolig elev, vil jeg i dag i stedet lade ham være, hvis jeg kan se, at han ikke forstyrrer de andre, laver sine opgaver og følger med. Lysten til at lære kan jo godt forsvinde, hvis man synes, at man får skæld hele tiden, siger hun. - Og så forsøger jeg f.eks. at bruge elevernes interesser til at gøre undervisningen nærværende for dem. Så bruger vi fodbold, heste eller kager i matematikopgaverne. Julia forklarer, at det ikke er helt nyt for hende. Hendes egen dansklærer i folkeskolen var også hendes bedste lærer, fordi hun fik lille Julia til at føle sig set og anerkendt. - Men det er nyt at have så stor opmærksomhed på, at jeg som person kan gøre en forskel for børnenes læring. At det er mig, der skal prøve at justere min adfærd og måde at være sammen med dem på, så de lærer bedst, siger hun.

En del af trivselsløftet

Det er University College Nordjylland, der varetager undervisningsforløbet, der også har en del, som er målrettet skolelederne og andre udvalgte medarbejdere på skolerne. - Meningen er jo, at den viden og de erfaringer, lærere og pædagoger får, skal forankres og bruges fremadrettet på den enkelte skole, understreger skole- og klubchef Rune Ahlmann Nielsen. I skoleåret 2015/16 er lærere og pædagoger fra Dansborgskolen, Engstrandskolen, Frydehøjskolen og Gungehusskolen, der kommer på uddannelse. I 2016/17 er det Avedøre Skole, Holmegårdsskolen, Langhøjskolen, Præstemoseskolen, Risbjergskolen, Sporet og Ungdomsskolen. Projektet er finansieret af A.P. Møller og hustru Chastine MC-Kinney Møllers Fond til Almene Formaal og af Hvidovre Kommune. Børne- og Undervisningsudvalget har inviteret forældre, lærere, pædagoger og ledere til møde om trivselsløftet den 1. juni i Medborgersalen. Trivselsløftet omfatter udover efteruddannelse af lærerne nemlig også tiltag, der har fokus på fælles værdier, forældre- og elevrollen, medier og mobning.