Rundvisning - nu i Strandmarkskvarteret
På torsdag er der igen fyraftensrundvisning med Forstadsmuseet
- Kom og bliv klogere på Hvidovres mange spændende steder og gode historier. I år sætter vi fokus på Strandhavekvarteret, Hvidovregade, Hvidovres havne, Grækerkvarteret og nogle af Hvidovre og Brøndbys grønne oaser, siger fung. museumschef Anja Olsen. - Vi starter på torsdag den 26. maj i Strandmarkskvarteret, hvor arkivar Anders Aalund, blandt meget andet, gør os klogere på, hvorfor Strandhaven hedder Strandhaven selv om kvarteret ligger langt fra vandet. Næste rundvisning er den 30. juni i Hvidovregade, hvor museumschef Poul Sverrild fortæller om den gamle landsby som knap nok kan ses mere, men som tidligere har været både stor og rig. Den 28. juli er fyraftensrundvisningen på Hvidovres havne, og her fortæller museumschef Poul Sverrild, hvordan vandet har spillet en rolle for Hvidovre gennem alle tider. Den 25. august går turen til Grækerkvarteret, hvor fg. museumschef Anja Olsen fortæller, hvorfor der findes boulevarder og græske guder i Hvidovre. Den sidste fyraftensrundvisning foregår på cykel den 29. september, og har museumsinspektør Lisbeth Hollensen i spidsen. Lisbeth Hollensen vil vise nogle af Hvidovre og Brøndbys skønne grønne oaser, og fortælle, hvordan de er blevet til. For alle turene gælder, at deltagerne meget gerne må bidrage med viden, anekdoter og lignende. Turene starter kl. 17 og varer 1½-2 timer. Der er plads til 30 deltagere på hver tur. Tilmelding sker ved ringe til Forstadsmuseet på 36 49 00 30. - På årets første tur mødes man ved rundkørslen på Dybenskærvej.