EfB’s mandagskampe har været et hit blandt tv-seere
1.183.000 tv-seere så EfB’s kampe i foråret 2016. Det placerer klubben på en tredjeplads efter Brøndby IF og FC København og altså foran AaB, AGF og FC Midtjylland. I efteråret havde EfB 1.676.000 seere, hvilket rakte til en sjetteplads. I hele sæsonen placerer EfB sig på en fjerdeplads hvad angår tv-seere efter de to hovedstadsklubber og 2015-mestrene fra FC Midtjylland.
EfB’s præstationer og placering i Alka Superliga kan ikke forklare de pæne seertal, og den mest sandsynlige hovedårsag er, at klubben har spillet mange mandagskampe. Ikke færre end 10 af EfB’s 33 kampe i 2015-2016-sæsonen blev spillet mandag, heraf seks på Blue Water Arena. Hertil kommer opgøret mod Brøndby IF 2. pinsedag, der også er en mandag.
"Vi er helt bevidste om, at ikke alle vore tilskuere foretrækker, at vi spiller kampe om mandagen. Men vi er ikke herrer over tv-stationernes valg af kampe, og kommercielt er det faktisk en stor succes at spille kampe på det tidspunkt. Vi oplever trods svingende sportslige resultater fortsat stor opbakning fra erhvervslivet i Sydvestjylland, og dialogen med eksisterende og nye kunder i disse uger om nye aftaler tyder på, at vi er i stand til at opretholde de senere års vækst i sponsorindtægter," siger EfB’s salgschef, Henrik Tønder, i en pressemeddelelse.
Mandag kl. 19.00 er tredjevalget blandt tv-stationer efter de to spilletidspunkter søndag kl. 16.00 og søndag kl. 18.00. Det er valgt af TV3 Sport1, og seerne har i foråret kvitteret ved at gøre mandagskampe til de næstmest sete efter den sene søndagskamp. 963.000 fulgte de 14 mandagskampe.
"Det er værd at bemærke, at mandagskampe altså ikke er noget fravalg, når tv-stationerne skal vælge, hvilke kampe de ønsker at sende. Nu kan vi konstatere, at mandagskampe også opnår fine seertal. Når det er sagt, har vi forståelse for, at mange EfB-tilhængere ønsker færre mandagskampe i den nye sæson," siger Henrik Tønder.