Fortsæt til indhold

300 unge til filmfestival i Medborgersalen

NextFilmFestival samlede filmglade unge i Medborgersalen for 9. gang

Arkiv
Arkiv

TheNextFilmFestival er Danmarks største åbne filmkonkurrence og filmevent for filmskabere under 21. Filmkonkurrencen starter med regionale filmfester landet over og ligesom sidste år finder Region Hovedstadens fest og konkurrence for unge filmskaber sted i Medborgersalen, hvor skoleklasser og unge filmhold samles. De bedste film fra regionerne går videre til finalen i Odense i slutningen af august 2016. - Vi har igen i år et ret spændende program for dagen. Vi starter med rød-løber arrangement kl. 9 med photoshoot og interview i foyeren. Kl. 9.30 præsenterer værterne dagens program. Senere får vi besøg af instruktør Adam Bonke og komiker og skuespiller Uffe Holm, der kommer og taler om at lave TV-serien “Fetter” med Frederik Fetterlein i hovedrollen, lyder det fra Uffe Bang Sørensen, der er kulturkonsulent i Hvidovre Kommune. Det er 9. gang der holdes Next Film Festval i Medborgersalen. Blandt deltagerne er både klasser, der selv har lavet en film og klasser, der i de kommende år skal have undervisning i film og medier. Hvidovre Avis har talt med tre af deltagerne i festivalen: Ali Hussein, 14 år og går i 8.a på Langhøjskolen: - Jeg håber på at komme til at se nogle gode film og så bliver det sjovt at se Uffe Holm. Markus Christiansen, 15 år og går i 8.k på Søagerskolen: - Jeg er instruktør på filmen Cyrano 2.0, så jeg er her for at vise vores film frem - og jeg håber da på, at den vinder. Og så håber jeg på at se nogle andre film, der er gode og at få et godt grin. Cecilie Rasmussen, 13 år og fra Langhøjskolen: - Jeg har ikke rigtig nogen forventninger til at være her, men jeg ser mange film, så det er rigtig hyggeligt at være her.