Fortsæt til indhold

Måske en moské?

Arkiv
Ole A Sørensen

Bebyggelsen skal bruges til “foreningsbygning” - svarende til den eksisterende anvendelse af ejendommen. Teknik- og miljøudvalget skal behandle ansøgningen på sit møde onsdag den 1. juni. Formanden for udvalget, Mikkel Dencker(O) har dog en klar holdning til forslaget: - Dansk Folkeparti siger klart nej til forslaget om en ny moské på Avedøre Tværvej. Sagen behandles i udvalget på baggrund af, at Dansk Tyrkisk Islamisk Stiftelse har søgt om at bygge en ny moskébygning på Avedøre Tværvej 4, som er en del af Avedørelejren. Avedørelejrens lokalplan siger, at der på den aktuelle grund kun må bygges inden for det såkaldte byggefelt H, som strækker sig ind på nabogrunden, Avedøre Tværvej 2, og som ligger parallelt med lejlighedsejendommene på Gammel Byvej. Men, moskébyggeriet der søges om, skal placeres andetsteds på grunden. Derfor kræver en ny moské, at der udarbejdes en ny lokalplan for ejendommen, som vil give mulighed for byggeri uden for byggefelt H. I Dansk Folkeparti ønsker vi den gældende lokalplan fastholdt, for Avedørelejren skal fremstå harmonisk. Derfor ønsker vi at byggefelt H med tiden skal bebygges med en lejlighedsejendom i lighed med de andre ejendomme, som ligger vinkelret på Gammel Byvej, i de såkaldte byggefelter E, F og G. Vi ønsker også, at den del af Avedørelejren, som der her er tale om, udelukkende skal bestå af boliger. Vi frygter, at en ny og stor moské med en stor tilstrømning af mennesker, vil skabe kaotiske trafikale tilstande. Så for at sikre Avedørelejren som et fredeligt og harmonisk boligområde, vil Dansk Folkeparti ikke have andet end boliger på stedet... Redaktionen har talt med en repræsentant for den dansk-tyrkiske forening. Han pointerer, at der ikke er tale om en ny moské: - Vi har blot behov for mere plads til vores nuværende aktiviteter... Hvidovre Avis følger op på sagen i næste uge.