Fik 40 dages fængsel
33-årig rumæner dømt for bedrageri ved Elgiganten i Odense
En 33-årig rumænsk statsborger har i dag kl. 13.00 været fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Odense, hvor han blev sigtet for dokumentfalsk og forsøg på bedrageri begået søndag eftermiddag i Elgiganten i Odense. Det oplyser Fyns Politi.
Den 33-årige var sigtet for at have vist et falskt kørekort og et falskt sundhedskort som legitimation, da han ville købe to iPhones og en iPad på kredit.
Det danskklingende navn på kortene fik dog personalet til at fatte mistanke om, at der var noget galt, da han ikke kunne tale dansk. Personalet tilkaldte derfor politiet, der anholdte manden på vej væk fra Elgiganten.
Den 33-årige erkendte sigtelsen under retsmødet, og blev idømt 40 dages fængsel og udvist. Han modtog dommen.
Han blev efterfølgende varetægtsfængslet for at afsone sin straf og for at kunne blive udsendt til Rumænien.