Egmont køber sig ind i Nice Hair
Gigantiske Egmont har købt sig ind i esbjergensiske Nice Hair
Esbjerg-virksomheden Nice Hair er på syv år vokset fra ingenting til en gigantisk netshop, to beautysaloner i henholdsvis Esbjerg og Kolding og godt 100 medarbejdere. Tonny Nielsen Bruun er stadig manden i front og nu har han taget en stor beslutning.
I november sidste år ringede telefonen fra Egmont Publishing i København. Som et led i deres forretningsstrategi har de de senere år købt sig ind i flere onlinebutikker i Skandinavien, og nu var sigtet rettet mod Nice Hair i Esbjerg.
"Min første tanke var nej. Efter en lidt turbulent tid hvor vi havde bredt os over lidt for meget, stod jeg igen selv i spidsen for det hele og havde nogle planer om, hvad jeg gerne ville, men sådan gik det ikke helt," smiler Tonny Nielsen Bruun.
Et gigantforetagende som Egmont giver nemlig ikke bare sådan lige op, og det seneste halve år har telefonlinjen mellem København og Esbjerg været rødglødende. Hver en detalje i Tonny Nielsen Bruuns succes-virksomhed er blevet endevendt, og der er blevet forhandlet frem og tilbage. For præcis en uge siden satte han så sit navn på kontrakten, der betyder, at Egmont Publishing har købt sig ind i Nice Hair, og at sidstnævnte får tilført en større mængde kapital til udvikling af foretagendet. De nærmere detaljer holder de to for sig selv, men Tonny Nielsen Bruun er glad - faktisk bliver han lidt mere glad for hver dag, der er gået siden aftalen blev indgået.
"Smilet bliver gradvist bredere og jeg bliver mere og mere afslappet. Medarbejderne smiler også, og på tirsdag har Egmont kaldt til medarbejdermøde, hvor de vil orientere alle om, hvorfor de har gjort, som de har, og hvad de gør sig af tanker. Der er ingen tvivl om, at det har været en meget hård proces det sidste halve år, også for medarbejderne. Egmont har strategien og hele opskriften på, hvordan vi når målsætningen om at gøre Nice Hair til Nordens største af sin slags, mens jeg har haft halvdelen af opskriften, men til gengæld hele hjertet med i det her, så vi har skullet finde hinanden," siger Tonny Nielsen Bruun, der fortsætter i Nice Hair som direktør.
I den rolle får han blandt andet mere rapportering at gøre fremover til Egmont Publishing, men han glæder sig.
"Jeg ser det som en hjælp til at bevare kursen. Vi er blevet så store, at jeg ikke selv ville kunne styre skibet længere og udvikle det til Nordens største. Jeg mangler kompetencerne. Dem har Egmont, og jeg glæder mig til at lære af dem," siger Tonny Nielsen Bruun, der slår fast, at kunderne ikke på kort sigt vil mærke nogle ændringer, men forhåbentlig på den lange bane.
"Det vigtigste for mig overhovedet er, at vi bevare vores ånd, som kunderne kender den. Men derudover vil kunderne forhåbentlig i løbet af et halvt års tid også kunne mærke, at vi vil være bedst, Vi vil være have et endnu bedre sortiment, udvikle vores kundeklub og i langt højere grad målrette vores kampagner mod præcis det, som kunderne vil have," siger Tonny Nielsen Bruun.
Med investeringen i Nice Hair tager Egmont endnu et skridt på vejen i sin strategiske satsning på e-handel. Ambitionen er at skabe en portefølje af virksomheder, der passerer en milliardomsætning allerede i år.
2Investeringen passer rigtig godt til vores e-commerce strategi, hvor vi især ser efter virksomheder med succes inden for deres niche. Nice Hair er en stærk virksomhed, som skal have markedets bedste og bredeste udvalg af skønhedsprodukter," siger Peter Schrøder, direktor M&A i Egmont Publishing, i en pressemeddelelse.