Iværksættere i forskerpark holder længere
Over halvdelen af nye virksomheder i forskerpark kører stadigt efter første år
Det er ikke let at holde liv i en nystartet virksomhed. Noget tyder dog på, at det er lettere for iværksættere at få nystartede virksomheder til at løbe rundt, hvis de omgiver sig med andre iværksættere.
I hvert fald viser nye tal, at hele 64 procent af de nystartede virksomheder i Syddanske Forskerparkers iværksættermiljø TakeOff stadigt løber rundt efter et år. Det skriver Syddanske Forskerparker i en pressemeddelelse.
”Vi tror på, at vi har ramt rigtigt med TakeOff,” siger direktør i Syddanske Forskerparker Helle Thylkjær Henriksen i pressemeddelelsen.
”Vi har skåret helt ind til benet og stillet skarpt på, hvad iværksættere virkelig har brug for, nemlig et sted at være, et godt netværk, og en hjælpende hånd videre, for eksempel mod ny kapital. Alt andet har vi skåret væk,” fortsætter hun.
Hun er ikke i tvivl om, at iværksætterne har glæde af hinanden.
”Udfordringerne er ofte de samme i en virksomheds første år, og vi oplever hurtigt, at vores teams interagerer på tværs af faggrænser. For eksempel har en startup outsourcet deres tekniske tegninger til en anden startup, og vi ser næsten dagligt eksempler på, at de på den måde skyder genvej ved at bruge hinanden,” siger hun.
Omkring 40 nystartede virksomheder er tilknyttet TakeOff.