Nu har politiet taget Kia'en
To mænd uden kørekort blev standset i går - den ene mistede bilen
Mikkel Hansen
En 20-årig mand mistede i går aftes sin bil, da han blev standset af politiet på Hertug Hans Vej i Sønderborg.
Manden blev standset omkring kl. 21.30, og han kunne ikke fremvise et gyldigt kørekort, da han er frakendt køreretten.
Da det var tredje gang på to år, at manden bliver taget bag rattet uden kørekort, beslaglagde politiet bilen på stedet.
Den 20-årig kan således ikke fremover køre i sin røde Kia Picanto.
En 50-årig mand fra Gråsten uden kørekort blev også taget bag rattet i en Renault Laguna. Det skete ved Langdel/omfartsvejen i Augustenborg i går klokken 10.13.
Manden blev sigtet, og der blev bestilt autohjælp til at fragte bilen fra stedet.