Michael Hardinger Band til Skt.Hans ved Rebæk Sø
”Vi elsker vort land” og alle de gode Shu-bi-dua-hits fyres af ved Hvidovre Kommunes arrangement på næste torsdag den 23. juni
Der er god grund til at glæde sig, for udover “Vi elsker vort land” har Michael Hardinger Band nemlig lovet at spille alle de fedeste Shu-bi-dua-hits, når orkestret den 23. juni gæster Hvidovre og spiller op til fest og fællessang. Koncerten i Rebæk Søpark er bare andet stop på den “Basuner og engle” sommertur 2016, som orkestret lige har taget hul på. Bandet er Michael Hardinger, Jørgen Thorup, B-Joe, Kim Daugaard og Flemming Olsen. - Jeg glæder mig til at genopfriske gode musikalske minder fra min egen ungdom, hvor Shu-bi-dua hittede. De har lavet så mange dejlige sange, som vi selv i dag er mange, der kan synge med på. Jeg har virkelig set frem til, at vi alle sammen skal synge sammen med Hardinger Band på “Vi elsker vort land” til en stemningsfuld Sankt-Hansaften, siger borgmester Helle Adelborg. Skt. Hansfesten begynder kl. 21.00, hvor borgmester Helle Adelborg holder båltalen. Efter den er det tid til fem kvarters koncert og fællessang med Michael Hardinger Band. Når publikum og pladsen er godt varmet op, bliver bålet tændt på søen, og aftenen slutter traditionen tro med et stort festfyrværkeri. Alle er velkomne, og der er gratis adgang til arrangementet. Det vil igen i år være muligt at købe mad og drikke i form af grillpølser, øl og vand. Den del af arrangementet står KFUM-spejderne fra Vigar-stammen og Avedøre for.
Program:
21.00: Båltale ved borgmester Helle Adelborg 21.15-22.30: Michael Hardinger Band 22.30-22.50: Sankthansbål på søen 22.50-23.00 Fyrværkeri. Festpladsen lukker kl. 23.00.