Sorgen giver et menneske tyngde

”Som det er nu, lader vi som samfund de døde dø to gange. Først begraver vi dem fysisk, og så begraver vi dem igen i tavshed. Det er en åndelig fattigdom, som skader de efterladte. Jeg vil gerne have, at samfundet fatter, at døden er meget større, end vi tror - og sorgen meget vigtigere«. Det er ikke kun Esben Kjær der har mærket, hvor dårlige vi er til at tale om døden. I bogen ”Slutsten” skriver 12 psykoterapeuter om deres møder med døden. Det er deres personlige møder, når de har mistet én af deres kære, eller de fortæller om møder med andre, som har mistet. Disse refleksioner er fine som hjælp til at sætte ord på det kaos der overvælder os, når vi mister vore nærmeste. ”Slutstenen er den sten, bygmesteren føjer til i et bygningsværk på dets højeste og mest centrale punkt, når bygningsværket er ved at være færdigt. Det holder byggeriet sammen. Slutstenen er afslutningen og højdepunktet på en proces, et projekt , en udvikling,” hedder det i bogen. Så vores forhold til døden, vores evne til at rumme den dybe sorg og fortvivlelse, er med til at gøre os til hele mennesker - til mennesker som har tyngde, som slutstenen - den der er med til at holde bygningsværket sammen! Det er en fin bog med mange rørende beskrivelser. Den er inddelt i fire afsnit: At elske, At acceptere, At tro og At hele. Det er beskrivelser af alt det fine og gode som var, og smerten ved at miste - hvordan leve videre, når den elskede ikke er mere? Det er beskrivelser af styrken i kærligheden og livsglæden som alligevel kan overvælde og komme helt bag på mennesker selv i den dybeste sorg. Det er fortællinger om nærvær, at vi bærer de døde med os i hjertet. Et meget fint bidrag kommer fra Lis Corneliusen, som i 10 år har ledet sorggruppen i Avedøre Kirke. Lis mister i løbet af ganske kort tid sin mor og sin mormor - en mormor Lis var lige så knyttet til som til moderen. Forfærdelige tab som slår Lis helt ud. Lis fik rigtig god hjælp ved at gå i en sorggruppe. Det var med til at hun senere som uddannet psykoterapeut fik mod og lyst til at være leder i en sorggruppe. Lis fortæller da også om hvordan der ”arbejdes” i sorggruppen! Hun siger om sit virke i sorggruppen: ”Det gør livet rigere for mig at hjælpe andre, og min tilstedeværelse i gruppen består i at give hver enkelt mit fulde nærvær med et åbent hjerte og det dyrebareste jeg har, min tid.” Slutsten er en fin bog som jeg giver min varmeste anbefaling. Lad den være en inspiration til at turde være åbne om det, som smerter. Lad den være en hjælp til at finde ord midt i kaos, når ens verden bryder sammen. Og lad den være en udfordring til os alle om at turde tale om de døde, så vi ikke slår dem ihjel i tavshed én gang mere!