Omvendt Grundlovsdag med Lotte Rod
Den radikale folketingspolitiker holdt søndag en noget utraditionel Grundlovsdag. I stedet for et almindeligt grundlovsmøde gik hun fra dør til dør i byen.
"Vores demokrati må ikke være en lukket fest. Når der ikke kommer så mange mennesker for at lytte til politikerne, må politikerne komme hjem til folk," siger Lotte Rod.
"Hvorfor ikke tage snakken ved fordøren og hen over hækken? På den måde bliver mange flere mennesker en del af diskussionen," fortæller Lotte Rod.
Årets store tema er ytringsfriheden. I Danmark er vi frie til at sige og tænke, hvad vi vil. Men det er kommet under pres i den forgangne uge, hvor et flertal i Folketinget valgte at indskrænke ytringsfriheden, mener Lotte Rod:
"Hvad får vi ud af at tage ytringsfriheden fra dem, vi er uenige med? Folk der vil, skal nok finde dem alligevel på internettet. Risikerer vi ikke bare, nogen synes, de bliver mere spændende af at blive forbudt?," siger Lotte Rod.
Hun opfordrer alle til at bekæmpe ekstremister ved at blande sig i debatten, når nogen siger, demokratiet skal afskaffes, eller at kvinder skal stenes.
"Vi er stærke. Gennem tiden har vi besejret mørke kræfter. Vi har vundet over nazister og kommunister med ord, ikke ved at forbyde dem. Det kan vi også gøre med dem, der i dag vil afskaffe vores demokrati," siger Lotte Rod.