Blev bedste svømmeklub
Hvidovre Svømmeklub med ved Ystad Grand Prix i Sverige
Hvidovres bedste konkurrencehold stillede op med meget forskellige dagsordener, hvor nogle skulle ud og have kravtider, og andre skulle ud og teste detaljer i forhold til de danske mesterskaber, og endelig var der svømmere, der skulle ud og have så mange løb som muligt. Lige meget hvilken dagsorden svømmerne havde, blev stævnet en massiv succes! Alle kvalificerede sig i løbet af weekenden til minimum en finale, og flere havde op til 16-20 løb fordelt på de to dage.
Hvidovre svømmer slog svensk OL guldvinder
Ystad Grand Prix havde flere svenske topsvømmere med, der blandt andet talte OL svømmeren Simon Sjödin og tidligere OL guld vinder Lars Frölander. Hvidovre svømmeren Marc Bach fik sig en noget speciel oplevelse, da han svømmede i finalen med Lars Frölander, i hans tidligere parade disciplin, 100 fly. Marc Bach endte som sejrherre i en meget tæt finale, og fik sig en oplevelse for livet. Godt nok er Lars Frölander blevet 40 år, men er stadig meget aktiv som svømmer og stadig en af de bedste fly svømmere i Sverige. De mange finaler og flotte løb resulterede samtidig i endnu flere kravtider til sommerens danske mesterskaber. Hvidovre svømmeklub er således oppe på intet mindre end 19 kvalificerede svømmere, fordelt på junior- og seniorsvømmere. De ekstra svømmere, som kvalificerede sig er Mikkel Møller og Mathilde Olsen. Sidstnævntes tider var så hurtige, at hun rykkes direkte ind på 2. pladsen i både 100 og 200 ryg for piger født i 1998! Ved stævnets afslutning blev den bedste klub ud fra placeringspoint gennem hele weekenden kåret, og her kunne en meget stolt cheftræner løfte trofæet for første gang nogensinde. Cheftræner Gunnar Wismar: - Svømmerne har vist meget højt niveau over hele weekenden også selvom nogle har haft op til 20 løb. Jeg er utrolig stolt af, at det lykkedes for en klub som Hvidovre at have hele 19 svømmere kvalificerede til DM.