Falsk hjemmehjælper stjal telefon
En kvinde udgav sig for at være fra hjemmeplejen og stjal blandt andet en iPhone 5
Arkiv
Man skal passe på, hvem man lukker ind i sit hjem.
I weekenden stjal en kvinde som udgav sig for at være fra hjemmeplejen således en række genstande fra et offer på Astrupvej i Odense C.
Det lykkedes blandt andet den falske hjemmehjælper at stjæle en iPhone 5, slik og spiritus og 30 - 40 tomme 1/2-liters sodavandsflasker.
Tyven var ifølge døgnrapporten en kvinde af dansk udseende på 40 - 50 år og 160 - 165 cm høj. Kvinden var almindelig af bygning med mellemlangt brunt hår, og så trak hun på det ene ben, når hun gik.
Episoden skete lørdag formiddag omkring kl. halv elleve.