17-årig havde pistol i jakken
Mikkel Hansen
En politipatrulje spottede i går en 17-årig dreng, der forsøgte at gemme en pistol i jakken, da han så politiet.
Det skete klokken 17.10 på Vølundsgade tæt ved Privatskolen Als. Drengen blev råbt an og blev visiteret.
Pistolen viste sig at være en softgun, som man skal være 18 år for at besidde. Drengen havde lånt pistolen af sin storebror, der nu er sigtet for at overlade pistolen til en mindreårig.
"Man skal tænke sig om med softgun. De ligner rigtige våben meget, så der kan hurtigt opstå utrygge situationer," siger Ann Kate Pedersen fra Sønderborg Politi.