Serie af indbrud i biler
Der har været indbrud i adskillige biler i Sønderborg
En lang række biler i Sønderborgområdet har været udsat for indbrud fra mandag aften til tirsdag morgen, oplyser Sønderborg Politi.
En VW Polo på parkeringspladsen ved Sønderborg Sygehus har mellem mandag kl. 20.00 og tirsdag kl. 6.00 fået knust en rude. Bilen er blevet gennemrodet, men der er tilsyneladende ikke stjålet noget.
På Jyllandsgade i Sønderborg har der været indbrud i en Toyota Yaris. En siderude er knust, men der er tilsyneladende ikke stjålet noget.
Der har også været indbrud i tre hvide Opel Combo varebiler, der holdt parkeret på Sydvang i Sønderborg. Det er sket i tidsrummet fra mandag kl. 16.00 til tirsdag kl. 07.30.
Fra alle tre biler er der stjålet gps'er af mærket TomTom samt mobiltelefoner. Der blev desuden stjålet et par solbriller fra en af bilerne.
En Chevrolet Spark parkeret på samkørselpladsen ved Madeskov har også været udsat for indbrud fra mandag kl. 22.15 til tirsdag kl. 07.30. En rude er knust, og der er stjålet en gps af mærket Garmin.
På parkeringspladsen ved Alsion har der været indbrud i en Ford mellem mandag kl. 17.00 og tirsdag kl. 07.00. Der er tilsyneladende ikke stjålet noget.