20-årig uden kørekort standset to gange på én dag
Selvom han er frakendt førerretten frem til 2022, blev en 20-årig mand alligevel standset bag rattet i bil to gange i går.
Klokken 16.38 blev den 20-årige standset på Lerbjerg i Sønderborg. Han blev derfor sigtet for kørsel i frakendelsestiden. Bilens ejer kan også se frem til en bøde for at overlade køretøjet til en person uden kørekort.
Men klokken 01.50 blev den 20-årige igen standset bag rattet i en bil på Kettingvej i Augustenborg.
Allerede klokken 01.00 havde politiet forsøgt at standse bilen på Banegårdsgade i Augustenborg. Her lykkedes det dog personerne i bilen at efterlade bilen og stikker af til fods.
"Derfor valgte patruljen at blive i området i håb om, at personerne vendte tilbage til bilen, og det virkede," fortæller Svend Erik Lassen, Sønderborg Politi.
Den 20-årige blev derfor endnu en gang sigtet for kørsel i frakendelsestiden, og denne gang valgte betjentene at beslaglægge bilen.
Politiet fandt desuden 2,8 gram hash, som en 24-årig passager erkendte var hans. Da det gik op for den 24-årige, at han ikke fik lov til at beholde sit hash, blev han sur og svinede betjentene til.
Han får derfor både en bøde for overtrædelse af loven om euforiserende stoffer samt for at tilsvine betjentene.