Fortsæt til indhold

Mand ville banke fem betjente

Arkiv
Mikkel Hansen

En 25-årig mand har tilbragt natten i et arresthus efter et sammenstød med ordensmagten i nat.
Klokken 00.20 blev han rutinemæssigt standset af en politipatrulje i Sønderborg, men det ville han ikke finde sig i.
"Han kaldte betjentene politiludere og politisvin. Han blev mere og mere ophidset, og truede med at han ville slå," fortæller Svend Erik Lassen, Sønderborg Politi.
Manden blev anholdt og taget med til politistationen i Sønderborg, men det lagde ikke en dæmper på ham.
"Han var helt ustyrlig og truede fem kolleger med bank," fortæller Svend Erik Lassen.
Den unge mand blev derfor sendt til arresthuset i Aabenraa, hvor han har overnattet.