Fortsæt til indhold

Nødvendige justeringer eller ren massakre?

Bestyrelsesmedlem i amatørafdelingen i HIF og talentkoordinator Søren Feddersen i kraftig modvind hos afgående medarbejdere

Arkiv
ebo@hvidovreavis.dk

Hvorfor, er det store spørgsmål? Hvorfor siger man farvel til 12 trænere og hvorfor skal man starte for fra? Har HIF’s elitetrænere præsteret så dårligt, at stort set alle skal skiftes ud? Ja, mener HIF’s bestyrelse, der er brug for nyt blod. Nej, siger alle trænerne, der er tale om udrensning, der ikke har noget fagligt belæg.

Træner citater:

- Man begyndte at høre rygter om, at Søren Feddersen var begyndt at ansætte en del nye trænere udefra. En del af de trænere, der var i HIF var blevet fyret eller gået af egen fri vilje, da man ikke så den kommende ledelse for kompetent. Jeg kontaktede selv Søren for at høre, hvad planerne var med mig. Jeg undrede mig over, at man ikke havde kontaktet mig, da jeg stadig havde en løbende kontrakt året ud. Søren tilbød mig en assistent-rolle, som jeg ikke kunne se mig selv i som træner med A-licens. - Jeg er ikke interesseret i, at blive betragtet som decideret dum og tilbudt en forringelse af min aftale og nuværende ansvarsområder. Jeg ønsker anerkendelse, ansvar og dygtiggørelse. Jeg føler på ingen måde, at jeg modtager anerkendelse med denne ledelsesstil, og jeg føler mere, at man betragter mig som mindre begavet og nedgør min arbejdsindsats og dedikation til Hvidovre. “Søren Feddersen forklarede flere gange, hvorfor der har været store problemer i den nuværende eliteafdeling. Han sagde flere gange, at han selv og de forskellige ledere og trænere havde haft mange uenigheder. Han talte som om der hver gang, der var to, der skulle i dialog, så endte det i uenighed. Dette passer ikke, jeg har aldrig haft problemer med andre i klubben udover Søren Feddersen.” - Først og fremmest har jeg haft det fint med Søren, og vi har snakket fint sammen. Jeg er dog meget uenig med ham på flere punkter. Som ny mand udefra, med erfaring fra B93 og AB Tårnby, synes jeg, at der er en masse ledelsesmæssige problemer, som er dybt problematiske. Der er mange ting, som man bare kan mærke, har forandret sig over de sidste par måneder. Jeg synes HIF-ånden er væk. Mail til formand Lars Knudsen og bestyrelsesmedlem Henrik Frithiof: “Jeg håber, I er klar over, hvad I er ved at gøre og sover godt om natten velvidende, at I har en kommende sportschef, som kommunikerer på den måde, Søren gør. Jeg er fuldstændig uforstående for, at I vælger at fjerne alt, hvad der hedder HIF-blod og i stedet ansætter en T+ træner fra AB Tårnby, en U17 træner fra B1908!”. - Jeg blev kontaktet af Søren Feddersen ude på kunsten. Foran drengene blev jeg spurgt, om jeg ville forlænge min kontrakt med Hvidovre IF. Det, synes jeg, er dybt useriøst at blive taget på bagkant af en person, som jeg slet ikke skal tale kontrakt med, og så imens drengene kan høre det. Hvorledes ved han for øvrigt, at jeg skal have forlænget min kontrakt? Jeg troede, det var en dialog mellem Mads Søndergaard, Dennis Eliasen og mig. Det er i hvert det, der står i min kontrakt. Det undrer mig I vælger en person, som har skabt rigtig meget frustration blandt trænere og ledere. Jeg savner gennemsigtighed i kommandovejene, og jeg har også tidligere ytret mig angående dette.

Svar fra Søren Feddersen, talentkoordinator og bestyrelsesmedlem:

- Det er rigtigt, at udover vores fire a-licenstrænere så stopper også yderligere to trænere og en holdleder. Vi har været meget glade for alle vores trænere, også de seks trænere og den ene holdleder, der har valgt at stoppe… - Vi har i en årrække haft en fuldtidsansat U19, som gennem nogle år har ydet en fantastisk indsats. Vi har dog desværre ikke længere økonomi til at have en ansat på fuldtid... - Nu kan jeg ikke svare på, hvad syv personer føler, men kan fortælle, at jeg kun har hørt fra en, som ikke brød sig om det nye setup. De andre trænere har, som jeg tidligere har meddelt, valgt at stoppe på grund af familieforøgelse og job udfordringer osv. Alle på nær en er blevet tilbudt kontraktforlængelse… - Vores trænere er alle ansat på tidsbestemte kontrakter, hvorfor der på ingen måde er tale om fyring men derimod kontraktudløb. Set fra min stol, så prøver vi at ændre lidt på set-uppet ved at få flere trænere ind til mindre penge...