Fortsæt til indhold

Studenter med høje forventninger

Efter hårdt arbejde er det tid til at stresse ned - og tænke lidt på fremtidsdrømmene

Arkiv
key

- Jeg har lige været oppe i historie. Det gik,....tjaaa, det gik fint nok. Men det sidste halve år har været ret stressende med afleveringer og eksamener, så nu skal jeg bare tage det stille og roligt, fortæller 19-årige Mia Barner Jensen. Mia Barner Jensen skal egentlig ikke bruge et karaktergennemsnit til noget, men alligevel har hun i gymnasietiden brugt en del energi på at gøre det godt.

Skal ikke bruge snit

- Jeg skal ikke bruge mit snit til noget, fordi jeg har tænkt mig at søge ind på Den Danske Filmskole, på filmfotografuddannelsen, men jeg er nok ret perfektionistisk, så derfor har det været stressende, fortæller hun. 19-årige Mia Barner Jensen har haft samfundsfag og mediefag på højt niveau og har derfor alle tre år på skolen haft et kamera i hænderne. Hun valgte Hvidovre Gymnasium som sin første prioritet af samme årsag. - Jeg kunne stort set vælge, hvor jeg ville gå på gymnasiet, men jeg bor i Hvidovre og så var der mediefag, som jeg gerne ville have, fortæller hun. Og hun har ikke fortrudt valget. Ud over muligheden for mediefag er hun også meget glad for, at skolen har hjulpet hende igennem en periode, hvor hun havde en krise med skolegangen.

Chef for Lego

20-årige Helena Sørensen bor i Hvidovre, men har gået på HHX i Ishøj. Hun var tirsdag på Hvidovre Gymnasium for at fejre sin og venindernes huer. - Jeg valgte HHX, fordi jeg interesserer mig for handel. Jeg blev færdig i går og har tænkt mig at læse marketing og virksomhedskommunikation i Odense, siger hun til Hvidovre Avis. Helena Sørensens karrieredrømme stammer helt tilbage fra barndommen. - Jeg vil gerne være marketingschef i Lego, siger hun og uddyber. - Det har jeg drømt om, siden jeg startede på skolen og så har jeg altid godt ville arbejde i udlandet, fortæller hun.

Kom fra københavnsk gymnasium

20-årige Mia Steen Kok har, ligesom Mia Barner Jensen, gået på Hvidovre Gymnasium. Hun kom til gymnasiet efter en start på et københavnsk Gymnasium, hvor hun ikke rigtig trivedes. - Jeg valgte ikke Hvidovre Gymnasium som min første prioritet, men jeg fandt ud af, at det godt kunne betale sig at flytte hertil, fortæller hun. Mia Steen Kok afsluttede studentereksamen med at være oppe i historie. Hun har haft mediefag på højt niveau på Hvidovre Gymnasium. - Jeg trak opdagelsesrejser og kolonialisering, fortæller Mia Steen Kok. Hendes håb for fremtiden er, at komme ind på Medievidenskab på KUA, men hun er villig til at overveje Odense, hvis hun ikke får muligheden i København. - Men lige i den nærmeste fremtid skal jeg sove og så arbejde, fortæller hun.