Volbeat tryllebandt Tusindårsskoven - men magisk blev det aldrig
Rockbandet tyrede tråd ud over Tinderbox-festivalen. Koncerten var dog en anelse tandløs
Volbeat, Rød Scene kl. 01.05: 4/6 stjerner
Der var ikke nær så mange mennesker stimlet sammen foran Rød Scene, som da Rammstein natten forinden lukkede og slukkede.
Der var dog stadig ufatteligt mange, og de der var der, var i den grad i stemning til en hård omgang metal fra Volbeat. Og det fik de.
Det danske band, der gør sig så godt på den anden side af Atlanten, leverede en uhyre solid koncert. Dybt professionelt.
Michael Poulsen og kompagni startede og sluttede med et øredøvende brag, og de gjorde virkelig, hvad de kunne for at give publikum én på opleveren. Men det blev aldrig rigtig magisk, og det er svært at sætte en finger på, hvorfor det var tilfældet.
Måske var det hele lidt for finpudset. Lidt for rent. Og lidt for pænt. Rock skal være råt og rasende, og det var det bare ikke. Og Michael Poulsen nåede da også at hylde og dedikere sange til hele tre personer under koncerten. Hans store idol, Johnny Cash, afdøde Muhammed Ali og hans mor, der var et sted ude i menneskehavet.
Rockabilly-forsangeren med det kendetegnende gavtyvesmil charmerede publikum det bedste, han har lært, og han var hamrende dygtig til at involvere selvsamme. De fik blandt andet en anekdote om, at han havde tømt sin kælder for vand hele aftenen forinden, og der var overskud til at drille AC/DC og stand-in-sangeren Axl Rose.
Den sympatiske mand har en meget karakteristisk stemme, og han kan i den grad finde ud af at bruge den. Men efter godt to timers Volbeat-koncert, så er det, som om det hele blev en meget monoton omgang. Som om bandets mange hits smeltede sammen til ét. Det lød meget ens, men die hard Volbeat-fans kunne utvivlsomt have klaret en times tråd mere.
Så var det heldigt, at bandets gode ven Johan Olsen fra Magtens Korridorer kunne træde til og bryde monotonien. Til stor jubel fra publikum, der gav den hele armen til fælleshittet 'For evigt', der den seneste tid er blevet voldspillet på blandt andet P3.
Michael Poulsen og Johan Olsen sammen kan bare noget, og festen blev ikke mindre, da de to kammerater igen senere bød til fællessang med 'The garden's tale'.
Ørehængeren blev efterfulgt at 'Fallen', og et par numre senere fik vi også altid populære 'Fallen' og 'Maybellene i hofteholder'.
Det var godt, det var festligt, og det var solidt. Men det var ikke råt - og bestemt ikke magisk.
Der bliver dog rig mulighed for at tage revanche, for der vil komme flere Volbeat-shows i Danmark i år, proklamerede Michael Poulsen til sidst.
Højdepunkt: Duetterne med Johan Olsen. Sikkert kort at spille, men hold op, det er et godt kort.
Lavpunkt: Hyldesterne og sangdedikationerne. Det bliver lidt for skoledrengeagtigt.