Years & Years dansede sig til point

Years & Years, Blå Scene fredag kl. 20.05, 3/6 stjerner.
Karismatiske, energiske 25-årige Olly Alexander kan ikke stå stille. Let som et fnug og med spaghettiformede lemmer hvirvlede den glade dreng rundt på scenen i et væld af flirtende dansemoves, der i dén grad fyrede op under især den kvindelige del af publikum under koncerten på Tinderbox's blå scene fredag aften.
Den britiske elektropop-trio, der foruden forsanger Alexander tæller bassisten Mikey Goldsworthy og keyboardspilleren Emre Türkmen, blændede op med storhittet "Shine".
Alexander steppede sidelæns ind på scenen og greb fra første sekund publikums kærlighed med hans flirtende, afslappede moves. Som en anden hoppebold var han her og der og alle vegne. Det smittede af på publikum, som kvitterede med opstrakte arme, hujen og skulderdans.

"Dance like nobody is watching" skrev William W. Purkey en gang, og det råd har Alexander i den grad taget til sig. Iklædt løse shorts og en sort Harley Davidson-t-shirt tog han ejerskab over alle scenens kroge, og hans åbenlyse glæde ved at være på spredte god karma langt ned i de sæbeboblepustende publikumsrækker.
Det var da også Alexanders smittende bevægelser, bøjelige knæ og glade energi, der bar koncerten igennem.
Hans sjælfulde og karakteristiske lyse vokal druknede nemlig en anelse i den tunge bas, og af og til svigtede stemmebåndet på de høje toner. Selv Alexander måtte et par gange tage sig til øresneglen, som om han undrede sig over, hvor stemmen blev af.
Storhit som "Kings", "Desire" og "Eyes Shut" fik publikum til at danse, klappe og synge med efter bedste besyv. Men når Years & Years forsøgte sig med roligere og mere ukendte numre blev det ganske enkelt for kedeligt og en ellers energifyldt optræden blev reduceret til baggrundsmusik.
Genremæssigt læner Years & Years sig op ad Scarlet Pleasure, der åbnede samme scene få timer tidligere. Men trods Olly Alexanders drengede entusiasme nåede briterne ikke op i samme klasse som deres danske counterparts.
Yours & Yours-versionen af Drakes megahit "Hotline Bling" fik aldrig rigtig luft under vingerne, men Alexander tog point for sin nær-perfekte udtale af ordet "tak", ligesom han tydeligvis var oprigtigt glad for og rørt over den kærlighed og de mange sæbebobler, de hvinende fans sendte mod ham.
Undervejs kommenterede han på Brexit - "it's a sad day for my country" - og roste publikum for deres nærvær og indlevelse i koncerten. Et nærvær, som Olly Alexander selv mestrer til perfektion, og som blev stadfæstet yderligere, da han efter koncerten tog sig tid til selfies og autografer backstage - stadig med smil på læben og gnist i øjenkrogen.
Alt i alt: En god koncert med superfed sceneenergi. Men lyden var ikke i top, og numrene blev - desværre - lidt kedelige i længden.
Højdepunkt: Olly Alexanders befriende dansemoves, der skabte en vild og MagicBox-agtig danceparty-stemning.
Lavpunkt: Den tunge bas, der overdøvede elektropop-forsangerens lyse vokal.