Fortsæt til indhold

Dans med erhvervsstøtte?

Danseskoleleder Tommy Havdrup om møde med Erhvervs- og Vækstminister Troels Lund Poulsen

Arkiv
Tommy Havdrup - talmand for de privatdrevne danske danseskoler

Via mine klager til EU om situationen i Danmark har sagen fået OECD’s bevågenhed. Erhvervs- og vækstministeriet skriver som en reaktion på OECD's henvendelse, at man i 2016 vil følge op på OECD’s anbefaling om at skærpe konkurrencelovens regler om konkurrence-begrænsninger, der følger af offentlig regulering. Regeringen har Fokus på disse problemer. Jeg har den 3. juni haft et meget positivt møde med Troels Lund Poulsen. Han kunne på mødet ikke love mig noget, men han udtrykte, at han gennem årene havde fået stort kendskab de privatdrevne danseskolers problemer, og at han ville være meget positiv indstillet for se, om det var muligt ved behandlingen af OECD´s henvendelse til Danmark at kunne hjælpe danseskolerne. Baggrunden for min henvendelse til Erhvervs- og vækstministeren er, at de privatdrevne danske danseskoler er et helt ustøttet, liberalt erhverv på fritidsmarkedet. Men inden for de seneste 40 år er 300 danseskoler blevet til i dag kun 74, mens der i samme periode er åbnet næsten 600 danseforeninger med støtte fra Folkeoplysningsloven til gratis lokaler, direkte økonomi støtte fra hjemkommunen til alle medlemmer under 25 år og et væld af andre støtteordninger. Der har været privatdrevne danseskoler i Danmark i mere end 110 år, og vi er også en del af det danske kulturliv, men vi er tæt på at uddø, hvis der ikke straks gribes ind. Men danseskolerne kan næppe blive en del af Folkeoplysningsloven, med mindre der gives en dispensation. Mit forslag til Erhvervs-og vækstminister Troels Lund Poulsen var på mødet derfor, at de privatdrevne danske danseskoler blev tildelt en erhvervsstøtte med de samme økonomiske tilskud som gælder i Folkeoplysningsloven. Det ville nemlig give meget store ekstra skatteindtægter til både hjemkommune og stat, eftersom danseskolerne med samme økonomiske muligheder som landets 600 danseforeninger ville kunne nedsætte deres priser og blive konkurrencedygtige med danseforeningerne. Og da underviserne på danseskolerne har en dansefaglig- og pædagogisk uddannelse, så ville børn, unge og voksne - ved lige konkurrenceforhold - igen strømme ind på de privatdrevne danske danseskoler til gavn for alle danseinteresserede, hvad enten man søgte danseglæden, eller ville blive en dygtig danser. Dygtige undervisere er nemlig vejen til begge dele, og udgifterne til erhvervsstøtte til danseskolerne, som desværre er nødvendig for at stoppe forvridningen af konkurrencen, vil være småpenge i forhold til de skattekroner, der ville komme til hjemkommune og stat, eftersom danseskolerne betaler skat af deres overskud, hvad ingen danseforeninger gør. Staten og kommunerne vil så også kunne spare mange penge ved det mindre antal danseforeninger. Vi synes, Folkeoplysningsloven er en god lov, men den skal ikke bevirke at et væld af danseskoler går konkurs, således som loven gennem de seneste årtier har gjort. Jeg har nu i 23 år kæmpet for at få stoppet forvridningen af konkurrencen. Lad igen de privatdrevne danske danseskoler blomstre op til gavn for danseglæden for alle aldersgrupper! En positiv afgørelse kan også komme til at hjælpe alle andre private tilbud på fritidsmarkedet.