Fortsæt til indhold

Uro i nat i Haderslev var et bandeopgør

Helt op til 40 personer skal have deltaget i et voldeligt bandeopgør i Haderslevs gader i nat

Arkiv
pra

OPDATERING PÅ TIDLIGERE ARTIKEL
Syd- og Sønderjyllands Politi oplyser at uroen i Haderslev i nat, var et regulært bandeopgør.
Op imod 40 mænd fra to forskellige grupper - den ene med tilknytning til lokalområdet, og den anden med base på Sjælland - var i clinch med hinanden. Og det fik politiet til at være massivt tilstede.
Ifølge politiet er der tale om en konflikt imellem grupperne, som tidligere har udløst uroligheder og indbyrdes kampe. Ifølge oplysninger som dagbladet JydskeVestkysten har erfaret, blev der brugt baseballbats i kampene i nat.
Kilder, som ikke vil stå frem offentligt, har oplyst til Lokalavisen at bandekonflikten blandt andet omhandler hashsalget i lokalområdet. Samme kilder oplyser at "Konflikten er personlig og ikke uden videre lader sig løse."
Balladen i nat udløste flere sigtelser for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. Ifølge JydskeVestkysten forbereder politiet sig på, at uroen kan blusse op igen natten til søndag.
Nætterne i Haderslev er i denne weekend fyldt med festglade mennesker - ikke mindst i forbindelse med Kløften Festival. Det er uden tvivl en rigtig god idé at færdes med forsigtighed så man ikke pludselig befinder sig midt i et bandeopgør.