Populær vippetur foran pariserhjulet
Seks ingeniørstuderende står bag ni vippemøbler på festivalpladsen. Gæsterne er vilde med ideen
Lige foran pariserhjulet står ni vippemøbler, der er til fri afbenyttelse og har plads til fire personer af gangen.
Sarah Mellor og Jannie Strauss fra Odense har slået numsen i sæderne på det ene møbel.
"Det er behageligt at slappe lidt af i nogle gode møbler. Især når du er gravid," griner Jannie Strauss, der hviler benene lidt.
Også hendes veninde nyder at slå benene op.
"Det er hyggeligt og sjovt at vippe lidt sammen. På en festival bliver du nemt træt i benene, hvis du står op en hel dag," konstaterer Sarah Mellor.
Veninderne er imponeret over, at det er fjerde semester-studerende fra SDU, der står bag produktionen.
"Det er en god idé, og møblerne er flotte," siger de.