Beboere undrer sig over KAB’s svar
Helhedsplanen i Boligselskabet Friheden trækker tænder ud for beboerne, der skal leve i byggerod, mangler og skiftende meldinger om, hvornår arbejdet udføres og færdiggøres
- Der må være en ekstra udgift på alle de ejendomme, der har haft vandskader. Kommer der en regning på det, og hvem skal betale det?, siger Finn Birkemose Petersen, der undrer sig over, at man påbegynder renovering uden at afdække taget. Hvidovre Avis kunne i sensommeren 2015 beskrive, hvordan flere gevaldige regnskyl var årsag til, at der opstod voldsomme vandskader i en række lejligheder i Boligselskabet Friheden. Selvom KAB på daværende tidspunkt fastholdt at der var blevet korrekt afdækket, så blev der alligevel efterfølgende sat en større overdækning op.
Tidsplanen er skredet
Finn Birkemose Petersen finder det desuden mærkeligt, at tidsplanen ikke kan overholdes, selv om forsinkelsen nu, i følge KAB’s melding er ved at være indhentet. - Når man er bagud må man sætte ekstra fut på arbejdstiden, men indtil for ganske nylig blev der kun arbejdet indtil 14.30, siger han til Hvidovre Avis. Og han er ikke den eneste, der undrer sig: - Forsinkelserne skyldes såmænd også ren og skær sjusk, hvor tingene skal laves om og om igen - til gene for os lejere, som gang på gang skal stå for oprydning og rengøring mm. Mht. til afdækning af de berørte gangarealer både på trappe og i lejlighed har det været en positiv oplevelse, hvis blot tidsplanen var blevet overholdt. Vi havde plader liggende på gulvarealerne i flere mdr. og kunne ikke komme på plads med vore møbler. Fjernsynet blev i den anledning sat op og pillet ned af væggen kontinuerligt over en seks ugers periode, hvor indblæsningkassen i stuen blev opsat, spartlet og malet. Så gik der igen en rum tid før ventilen blev tilpasset og isat! Afdækningsplast i forhold til inventar er nyt for mig!, skriver Bjørn Andersen til Hvidovre Avis. Bjørn Andersen er beboer i blok 10.
Moderat rengøring
Finn Birkemose undrer sig ligeledes over den rengøring, som beboerne bliver lovet efter arbejdet i deres lejligheder er færdiggjort. - Hos mig bestod den af 2-3 minutters støvsugning, fortæller Finn Birkemose Petersen. Han understreger, at hans altan fortsat ikke er færdig, selv om han blev varslet om, at arbejdet ville blive startet den 21. april. - De kom først 12 dage senere, og de er stadig ikke færdige. Men jeg er jo nødt til at gøre rent, for at kunne leve i min lejlighed, siger han. Med hensyn til hvem der håndterer beboernes klager er Finn Birkemose også fuld af forundring. - Ingen kan svare på noget, og ingen vender tilbage, når jeg henvender mig, siger han. Han får også i denne del af sagen opbakning fra andre beboere. - Vi har gang på gang oplevet forkerte og upræcise varslinger i blok 10 og korrekt, det må kunne gøres MEGET bedre. Endvidere kunne man som lejer ønske sig en optimeret projektstyring specielt med fokus på logistik set-uppet, både i forhold til at få udført arbejderne i den “rigtige” rækkefølge, men også i forhold til at genere os lejere så lidt som overhovedet muligt. Det påvirker immervæk vores allesammens hverdag både fysisk og psykisk!, skriver Bjørn Andersen.
Badeværelsesgulvene mangler fortsat
Hvad angår afslibningen af badeværelsernes terrazzo-gulve undrer Finn Birkemose Petersen sig også over, at man ikke allerede fra starten af lyttede til de meldinger, der blandt andet kom fra ham. - Jeg gjorde allerede fra starten af opmærksom på, at gulvene skulle slibes, så man kunne nå at rette det, mens man var i gang. Nu går de i gang med gulvene, og det betyder, at vi beboere igen ikke må bruge badeværelserne i en hel uge, og at vi skal dele en badevogn eller vi kan få badebilletter til Frihedens Idrætscenter. Det må jo koste en formue at gøre det på den måde - og hvem får regningen?, siger han. Den anskuelse deler han til fulde med Bjørn Andersen, der skriver: - Det er korrekt, at man i projektet, dvs. for ca. to månder siden, har besluttet at slibe gulvene i badeværelserne over. Denne beslutning hilser vi bestemt også velkommen her i blok 10 i forhold til hvordan gulvene ser ud. Jeg synes dog, at man skulle have lyttet til kritikken fra os lejere i forhold til gulvresultatet allerede fra dag ét, da vi gjorde opmærksom på det. Dvs. i den periode, hvor vi hver især havde vore egen personlige toilet- og badevogn. I den 8-dages periode vi nu afventer i forhold til denne slibning og gulvimprægnering, skal vi dele bad og toiletter i gården og eller have badebilletter udleveret til nærmeste svømmehal, lyder det fra Bjørn Andersen.
Kælderrum
Angående kælderrummene lyder det fra KAB, at tidsfristen på fire måneder ikke har kunnet holdes, og at det justeres til fremadrettet at være seks måneder, hvor beboerne ikke vil have adgang til deres kælderrum. I følge Finn Birkemose har beboerne i blok 10 ikke haft kælderrum i op mod et år. Også her bakkes han op af Bjørn Andersen, der blandt andet skriver, at den manglende adgang til deres ejendele i kælderrummene har haft konsekvenser for flere beboere. - Det har betydet at en enkelt lejer, som er bådejer, ikke har kunnet få sin båd søsat her i foråret og at flere lejere ikke har kunnet få haveredskaber, kufferter osv. frem til deres gøremål i det tidlige forår, skriver Bjørn Andersen Bjørn Andersen påpeger endvidere, at det som Finn Birkemose har påpeget, er et ualmindeligt stort arbejde man pålægges som beboer, når man skal klage over udførelsen af arbejdet. - Det er rigtigt at flere personer er tilknyttet i forhold til klagesager osv., men det er immervæk os lejere, der gang på gang skal rende i pendulfart hver evig eneste mandag aften omkring disse ting. Jeg har noteret 11 mandags besøg alene i 2015 i forhold til udbedring af fejl og sjusk. Også er alle de gange jeg har snakket direkte med relevante personer på gaden ikke talt med, lyder det fra Bjørn Andersen.
Synes ikke det er fair
Både Finn Birkemose Petersen og Bjørn Andersen er enige i, at man som beboer skal kunne tåle noget, når der bygges om i ens lejlighed. Ingen af de to mener imidlertid, at man skal tåle så meget, som de på nuværende tidspunkt har oplevet. - Det er fuldstændig korrekt, at man iflg. lovgivningen skal kunne tåle en gennemførelse af en renovering uden husleje kompensation. Men, det betyder IKKE, at der IKKE er en fair grænse for hvorledes sådan en gennemførelse løber af stablen i forhold til udførelse, fremdrift og færdiggørelse eller snarere mangel på samme. Det forløbne år har været et sandt mareridt for os lejere i blok 10, og jeg er nødt til at gøre opmærksom på, at man skal være i situationen og føle forløbet på egen krop, før man egentlig er bekendt med, hvad det handler om!, lyder det fra Bjørn Andersen. Hvidovre Avis følger op på sagen.