Rotteredning i sidste øjeblik
Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og Venstre har ændret holdning og nu kan man med det samme øge den kommunale indsats mod rotteplagen
Teknik- og miljøudvalget skulle på sit seneste møde tage stilling til et forslag fra forvaltningen om en tillægsbevilling her og nu til skadedyrebekæmpelse på lidt over en halv mio. kr. Forvaltningen gjorde også udvalget opmærksom på, at Hvidovre - for at opfylde lovgivningen - bør ændre promillesatsen til 0,099 fra budget 2017 og frem. Det vil være en forøgelse for den enkelte grundejer på 26 kr. for hver hele million kroner i ejendomsvurdering. Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og Venstre stillede på udvalgsmødet imidlertid et ændringsforslag om at vente med at tage stilling til rotteproblematikken til budgetbehandlingen for 2017. Steen Ørskov (C) stemte imod dette ændringsforslag i såvel teknik- og miljøudvalget samt senere på måneden også i økonomiudvalget. Alt tydede derfor på, at der var flertal i kommunalbestyrelsen for at udsætte den øgede rotteindsats. Men da kommunalbestyrelsen nåede til dette punkt på sin dagsorden i tirsdags, skete der noget overraskende.
Konstruktivt forslag
Helle Adelborg (A) indledte nemlig med - på vegne af Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og Venstre - at stille et ændringsforslag om at ændre det ændringsforslag (!), der hidtil havde blokeret for en akut tillægsbevilling til den kommunale rottebekæmpelse. Og det blev godt modtaget af de øvrige partier og lister. - Vi skal naturligvis have de nødvendige ressourcer til rottebekæmpelse, anførte Arne Bech (H) blandt andet... Niels Ulsing (SF) var også meget tilfreds med den ændrede holdning hos de tre partier, mens Steen ørskov (C) mente, at det var et godt udlæg fra borgmesteren: - Vi er jo ikke så forvænte med at der skiftes mening undervejs, men det skal da ikke komme folk til skade at blive klogere... Og Finn Gerdes (A) havde på Socialdemokraternes vegne endnu et konstruktivt forslag: - Måske det var en god idé at indkalde samtlige boligselskaber og grundejerforeninger til et møde, hvor rotter står øverst på dagsordenen... Efter lidt yderligere debat om blandt andet affaldshåndtering og forskellige metoder til likvidering af rotter, endte en enig kommunalbestyrelse med at godkende, at der her i 2016 gives en tillægsbevilling til skadedyrsbekæmpelse på 513.890 kr. Tillægsbevillingen finansieres via kassebeholdningen, idet taksten foreslås øget fra år 2017-2020