Genbrugsguld fra bagagerummet
Bilka inviterer til bagagerumsmarked på søndag
Sommeren er fyldt med loppemarkeder, men nu får de traditionsrige stande konkurrence fra et nyt koncept.
Det drejer sig om bagagerumsmarkeder, der i al sin enkelhed går ud på, at man fylder bagagerummet i sin bil med det, man gerne vil sælge, kører hen på en parkeringsplads og slår bagsmækken op.
På søndag inviterer Bilka således til landsdækkende bagagerumsmarked ved deres butikker fra klokken 10-15. Hver salgsplads koster 50 kroner, og pengene går ubeskåret til Folkekirkens Nødhjælps arbejde med sundhedscentre i Malawi. Det oplyser Bilka i en pressemeddelelse.
”For nogle måneder siden startede vi BilkaLive, som står for spændende oplevelser til Bilkas kunder. Second hand er en stor tendens hos danskerne, og derfor giver vi nu vores kunder denne mulighed på landsplan. Det bliver en fantastisk dag for både Bilka og Bilkas kunder. De private sælgere får solgt ud fra loftet, i stedet for at smide ud, og køberne kan glæde sig over fundene til en god pris,” fortæller eventansvarlig Nicki Stougaard fra Bilka Marketing.
Siden 2011 har Bilka i samarbejde med Folkekirkens Nødhjælp støttet et sundhedsfremmende projekt i Malawi. Samarbejdet har ført til, at cirka 2000 familier har modtaget støtte.