Fortsæt til indhold

Gluten- og laktosefrit bageri åbner i Vejle

Arkiv
Af Jacob Hove

Til august åbner et nyt gluten- og laktosefrit bageri i Vejle.
Det bliver på Vesterbrogade 11 og får navnet For Emma.
Bag står Helle, der begyndte at arbejde med glutenfri og laktosefri produkter i forbindelse med, at hendes datter Emma fik konstateret cøliaki, hvilket er glutenintolerance.
"Så derfor gik jeg helt uvant i gang med at bage og bage og bage og bage, for mit barn skulle ikke gå på kompromis med hverken udvalg, smag, konsistens eller sundhed," skriver Helle på sin hjemmeside.
Det er dog ikke kun personer med cøliaki, der spiser glutenfrit, det gør mange andre også, ligesom en del vælger at skære mælk og andre laktoseholdige produkter fra.
Nogle oplever at blive oppustet af gluten eller laktose, mens nogle går uden om det af andre grunde.
"Vi synes ikke, man behøver at gå på kompromis hverken med udvalg, smag, konsistens eller sundhed, bare fordi man er tvunget til eller har valgt, at leve gluten- og/eller laktosefri. Det skal være som det 'gode' gamle med gluten, bare uden."
Udover brød og kager vil man i butikken også kunne købe marmelader og snacks.