Få måneders udlejning kan finansiere sommerhuskøb
Sommerhusejere i Sydjylland skal kun udleje deres feriebolig i få måneder, før de selv kan bruge det gratis resten af året.
Sommerhusejere kan nemt læne sig tilbage og få andre til at finansiere udgifterne til deres feriebolig. Nu kræver det nemlig kun få måneders udlejning af sommerhuset, inden ejerne kan bruge det kvit og frit resten af året.
Det viser tal fra Nordea Kredit, som har regnet på, hvor mange uger man skal udleje sit sommerhus for at dække alle faste årlige omkostninger. På landsplan skal et gennemsnitligt sommerhus lejes ud i 14 uger for at finansiere det fuldt og helt.
”De primære årsager til, at der ikke skal flere ugers udlejning til, før udgifterne til sommerhuset er dækket, er den lave rente, skattestoppet på ejendomsværdiskatten og skatteloftet på grundskylden. Det er med til at gøre det billigt at være boligejer i øjeblikket,” siger boligøkonom Lise Nytoft Bergmann fra Nordea Kredit.
Nordea Kredits beregninger er baseret på et gennemsnitligt sommerhus på 80 kvadratmeter, som belånes med et kort variabelt forrentet lån og en udlejes til et pris på 3.500 kroner om ugen eksklusive el, gas, vand og varme.
Da markedet toppede tilbage i 2008, krævede det omkring 37 ugers udlejning at finansiere et sommerhuskøb i landsdel Sydjylland. Det tal er i dag reduceret med 21 uger, hvilket glæder Evald Møller, der er indehaver af danbolig Aabenraa.
”Her i Sydjylland skal man i snit leje sit sommerhus ud i 16 uger for at få udgifterne dækket, så man har 36 uger til sig selv og familien at vælge mellem. Udlejningspotentialet er dog noget, der bliver vurderet i hvert enkelt salgssituation,” siger han.
Hvis ens sommerhus i stedet ligger i landsdel Vest- og Sydsjælland, kræver det kun 12 ugers udlejning, inden regnestykket går i nul. I landsdel Vestjylland, Østjylland og Nordjylland kræver det 13 uger, på Fyn kræver det 15 uger, og i Nordsjælland kræver det 16 ugers udlejning.
Inden man fristes til at investere i et sommerhus, er der dog flere faktorer, man bør have i betragtning. For selv om regnestykket viser, at man kun skal udleje sommerhuset i 16 uger, er det mest realistisk at forvente, at efterspørgslen er størst i forårets helligdagsferier og i skolernes sommerferie.
”Det betyder med andre ord, at man skal være villig til at opgive alle de bedste uger selv. Derfor vil man ofte stå i den situation, at udlejning gør sommerhuset billigere men ikke gratis. Samtidig skal man huske på, at økonomi ikke er alt,” siger Lise Nytoft Bergmann og fortsætter:
”Har man et sommerhus, og vælger man at udleje det, så følger der også arbejde med i forbindelse med udlejning, og man skal være indforstået med, at sommerhuset skal være klar til at modtage andre gæster end en selv.”