SDU-hjerner vælter Tinderbox med populære møbler
Ni vippemøbler er konstant optaget på Tinderbox. Seks ingeniørstuderende fra SDU er skaberne
Et samarbejde mellem SDU og Tinderbox er årsag til, at ni vippemøbler står på festivalpladsen ved pariserhjulet.
I starten af februar skulle seks ingeniørstuderende fra SDU finde en idé til deres semesterprojekt. Det blev vippemøblet, og Tinderbox var så vild med ideen, at festivalen ville betale for materialet til møbelproduktionen.
"Så stod vi selv for at producere og designe møblerne," fortæller Kristian Grove Poulsen, som er en af de seks grundlæggere.
Og det har været en grundig proces at produktudvikle.
"Vi har designet flere forskellige prototyper for at finde frem til den rigtige løsning. Vi har hele tiden ønsket at lave en naturlig social platform, hvor folk kan mødes ansigt til ansigt og have det sjovt sammen," siger medstifter Nickolai Isaksen og fortsætter:
"Vi tror på, at der er behov for sådan et mødested på en festival, fordi gæsterne også har brug for at slappe af og snakke over en vippetur."
Startet egen virksomhed
De ambitiøse SDU-studerende, der læser læser Product Development og Innovation på 4. semester, stopper ikke her. De vil udbrede kendskabet endnu mere til Timbernest, som de har døbt møblet.
"Vi har startet egen virksomhed, så vi få sat møblerne i produktion, " fortæller Kristian Grove Poulsen.
Fornylig var møbelvirksomheden også til Folkemøde på Bornholm, hvor det lykkedes at få solgt et vippemøbel.
"Den står til fri afbenyttelse i Allinge nu," smiler Kristian Grove Poulsen.
Mere kreative medarbejdere
En anden målgruppe for Timbernest er erhvervslivet, der ifølge grundlæggerne kan få skarpere medarbejdere ved at have et møbel stående.
"Når du vipper, har det sjovt og bliver barnlig, er det med til at nedbryde barrierer, som kan gøre dig til en mere kreativ medarbejder," fortæller Nickolai Isaksen og supplerer kækt:
"En kreativ medarbejdere er mere værd end 16.000 kroner, som er prisen på vores vippemøbel."
Hvis du er interesseret i at købe et vippemøbel, så kan du kontakte de seks grundlæggere på www.pirr.dk.