Langsigtet kommunal investering
Hvidovre betaler 90.000 kr om året de næste 40 år
Som en del af en ny styringsmodel for Hovedstadens Letbane stiger Hvidovre Kommunes korrektionsreserve nu fra 15 til 30 procent. Korrektionsreserven er til dækning af projektusikkerheder omkring priser og mængder. For Hvidovre Kommune, hvis ejerandel er 1,6 procent af kommunernes andel, vil den forhøjede korrektionsreserve betyde, at der i alt skal indbetales 3,4 mio. kr. ekstra i indskud til I/S Hovedstadens Letbane. Beløbet indskydes over en periode på 40 år, hvilket svarer til en årlig indbetaling på 90.000 kr. Samme dag som kommunalbestyrelsen godkendte den forhøjede korrektionsreserve, blev lovforslaget om letbanen stemt igennem i Folketinget. Det skete efter et længere forløb, hvor der fra flere partiers side var blevet skabt usikkerhed om projektet, men det endte med, at alle Folketingets ni partier stemte for projektet. Letbanen kommer i første omgang ikke til at køre igennem Hvidovre Kommune, men forventningen er, at næste etape vil kunne få stop i Hvidovre.