Stor donation læselyst til Udslusningspensionen Lysholmgaard
I denne uge fik Lysholmgaard i Avedøre af Læs for Livet et komplet bibliotek, skræddersyet til netop den gruppe af afsonere og deres familier, som institutionen huser.
Lysholmgaard er en udslusningspension, hvor frigangsfolk i den sidste del af deres oftest lange afsoning får mulighed for at passe et arbejde eller en uddannelse ude i samfundet samtidig med at de kan tilbringe et par dage om ugen med deres familie. - Vi vil gerne etablere et bibliotek, som afsonerne og deres børn kan være sammen om og læse højt fra, siger medarbejder på Lysholmgaard Maiken Boye Biblioteket er fra Læs for Livet, som er en non-profit organisation, der indsamler bøger fra private, forlag, forfattere og andre og som laver små og store skræddersyede biblioteker til institutioner som børnehjem, krisecentre, asylcentre og julemærkehjem. - Når vi giver udsatte familier adgang til gode bøger i hverdagen og skaber lyst til at læse, forbedrer vi denne sårbare gruppes livskvalitet og støtter deres muligheder for at bryde den negative sociale arv, siger Rachel Röst, stifter og leder af Læs for Livet og selv tidligere anbragt barn. Organisationen, der har modtaget støtte fra Egmont Fondens spireprogram, har de sidste fire år leveret mere end 65 gratis skræddersyede biblioteker til institutioner over hele landet - over 70.000 bøger i alt til en værdi af over 10,5 mio kr. Bøgerne kommer fra privatpersoner og fra forlag, forfattere, illustratorer mv.