Kvinde udsat for tricktyveri på Egevolden
Fredag kl. 14.50 blev en 67-årig kvinde udsat for tricktyveri på Egevolden i Hvidovre.
Kvinden blev opsøgt af et udenlandsk par, der spurgte om vej til hospitalet. Kvinden opdagede efterfølgende, at hendes halskæde var forsvundet.
Den 67-årige kvinde er den tredje kvinde på en uge, der er blevet udsat for et tricktyveri. I sidste uge blev en 64-årig kvinde udsat for et tricktyveri, da hun befandt sig på Paris Boulevard. Også denne kvinde blev spurgt om vej til hospitalet.
Vær skeptisk
Københavns Vestegns Politi advarer mod tricktyve.
- Trick- og gadetyve er snu og finder på mange påskud for at stjæle på gaden eller i hjemmet. Københavns Vestegns Politi opfordrer borgerne til at følge nogle enkle råd for at beskytte sig mod de langfingrede:
- Vær skeptisk, når ukendte personer henvender sig – hjemme og på gaden.
- Åben kun døren for folk, du kender. Brug dørspion eller spørg til ærinde uden at åbne. Lav faste aftaler med hjemmehjælpere, håndværkere mv. – spørg gerne efter legitimation. Skilt ikke med, du bor alene – skriv kun forbogstav og efternavn på dørskiltet.
- Hold afstand til ukendte personer på gaden, ved indkøb mv. og hold pungen tæt til kroppen. Skjul altid din pinkode og opbevar den aldrig med dit kort.
- Gå ikke rundt med store værdier – og lad dem ikke ligge fremme hjemme.
Ring hurtigt til politiet, hvis du oplever noget mistænkeligt: 43 86 14 48 eller 114. Ring Alarm 1-1-2 hvis det sker akut.