Posten kommer med snapsen
Når 37.000 ældre på plejecentre over hele landet traditionen tro fejrer Valdemarsdag 15. juni med nye kartofler og en snaps, er det Post Danmarks postbude, der står for leveringen af snapsen.
Største ældrefest
I Sønderborg Kommune er seks plejecentre med i Danmarks Største Ældrefest, som Danmarks Kartoffelråd står bag.
”For mange ældre er Valdemarsdag en særlig dag, som bliver imødeset med stor forventning. Vi er glade for igen at kunne yde vores bidrag til festdagen ved at sørge for, at snapsen kommer godt og sikkert rundt til alle de deltagende plejecentre,” siger postmester Christian Christiansen.
For fjerde gang
Det er fjerde år i træk, at Post Danmark står for udbringningen af snapsen.
I alt skal der omdeles 1.600 flasker til cirka 550 pleje- og ældrecentre.
Siden 2000 har Danmarks Kartoffelråd i samarbejde med landets kommuner afholdt 'Danmarks Største Ældrefest', hvor ældre borgere får serveret nye, danske kartofler samt en snaps eller to til.
Snapsen er sponsoreret af Aalborg Akvavit.