Overtøj og store tasker skal ikke med til koncert
I Odense Koncerthus skal overtøj og store tasker fremover afleveres i garderoben
Fra 3. januar 2016 har Odense Koncerthus indført tvungen garderobe for koncertgæster. Det betyder, at koncertgæster ikke længere må tage store tasker og overtøj med ind i koncertsalen.
“Våde pelse og store tasker hører ikke hjemme i en stor koncertsal fyldt med 1200 gæster,” siger Sara Ekknud, chef for Odeon.
Derfor skal overtøj og store tasker fremover afleveres i en af koncerthusets garderober - enten i den bemandede betalingsgarderobe til 20 kroner eller i den ikke bemandede garderobe i kælderen, hvor det til gengæld er gratis.
“Overtøj og tasker slider på koncertsalen, og så er der i øvrigt også et sikkerhedsaspekt i beslutningen”, siger Sara Ekknud, der fortæller, at beslutningen om tvungen garderobe er et af flere nye tiltag i 2016.
Koncerthuset strømlines
“Vi har brugt juleferien på at rydde op, sætte skærme op i foyeren, hængt programmer op på byens hoteller og i koncerthuset. Og så er vi desuden i gang med at tilpasse vores sortiment i baren, så der kommer en række nye ting i koncerthuset i løbet af 2016. Og det hele er med til at gøre Odense Koncerthus lidt mere strømlinet,” siger Sara Ekknud.