- Vores naturområde...
- et udeskoleforløb i Kystagerparken
Kystagerparken er en strandeng, så der var nok at tage fat på, og dyrelivet ved både kyst, sø og eng blev sat under lup. Forløbet blev tilpasset klassetrinnet, så opgaver og læringsmål passede til deres niveau, men kan laves med elever på alle klassetrin. Klassen besøgte stedet fem gange og hver gang var der et nyt fokuspunkt som eleverne arbejdede med. Ved at besøge det samme sted gentagne gange, blev eleverne fortrolige med stedet og rammerne gjorde det klart, hvornår der var undervisning, undersøgelser eller fri leg. En snor i en rundkreds udgjorde det fælles læringsrum. Når eleverne sad her, vidste de at der var fælles undervisning og instruktioner til opgaverne. Ved at have en synlig ramme der bestod af en snor og en kegle, var eleverne ikke i tvivl om hvad der skulle ske når de sad her. Udstyret med vaders og strygenet, fangede eleverne til stor begejstring mange smådyr på det lave vand i strandkanten. Dyrene blev efterfølgende nærstuderet og en snak om fødekæder og levested blev taget på strandkanten tæt på dyrenes naturlige habitat. En hundestejle med æg var en stor favorit og blev hurtigt navngivet og holdt særligt godt øje med. Eleverne arbejdede ofte i små grupper med at løse deres opgaver, og kunne hele tiden finde enten lærer, pædagog eller udeskolevejlederen til at få hjælp, eller vise hvad de havde lavet. En opgave gik ud på at tegne området og bruge enkle symboler og havde til formål at lære stedet at kende. Eleverne gav ofte udtryk for, at det var fedt selv at kunne bestemme hvor man vil arbejde. Når de blev sat i gang med deres opgaver, fandt de sig til rette der hvor de havde lyst og hvor der var rart. Det kunne være på græsset, ved bænken eller i et træ! Når man har udeskole, er der større mulighed for albuerum og kreativitet, og elevernes medbestemmelse giver dem større lyst til at arbejde. Naturhytten var et godt sted at have base, da der er toilet og jo altså lidt læ og overdækning. Især var det godt at vi havde et lille halvtag til at sidde under til frokost da der en af dagene kom en byge. Men generelt set var eleverne ligeglade med vejret. De hyggede sig og en vandpyt kan man jo altid få meget sjov ud af! For at undersøge dyrelivet på engen, satte eleverne fælder op. Dagen efter undersøgte klassen fangsten ved at bruge en bestemmelsesdug. Hvor mange ben har dyret? Er det et insekt eller en spindler? Dyrene blev nærstuderet mens vi var på engen og efterfølgende sat ud i naturen igen. I søen fangede eleverne mange spændende dyr. Småfisk, vandlopper, rygsvømmere og mange andre. Især vandsalamanderen vakte stor beundring og begejstring, men også vårfluelarven med dens sjove hjemmelavede hus, var spændende at observere. Tænkt at der fandtes så mange smådyr nede i søen! En af dagene skulle eleverne arbejde med at finde på en ide til hvad der kunne bygges i “Vores naturområde”. Der var mange gode og fantasifulde ideer, lige fra naturlegeplads og parkourbane til ishus. Eller hvad med en svømmepøl eller en lille bondegård! Der blev flittigt tegnet og til sidst blev ideerne på skift fremlagt i rundkredsen. Der er mange spændende og sjove oplevelser når man har udeskole. Der er plads til fordybelse i omgivelser der er inspirerende og opfordrer til at være nysgerrig og undersøgende. Samtidig er der i bogstavelig forstand højt til loftet og mere plads til at bevæge sig uden at det er forstyrrende – faktisk er det helt nødvendigt! Udeskole er et godt bud på en pædagogisk arbejdsform, der kan understøtte de nye tiltage i reformen og medvirke til øget motivation og ejerskab hos eleverne.