Farvel til det forhadte omprioriteringsbidrag
Alle politiske udvalg i Aabenraa Kommune har gennem de sidste måneder skullet bidrage til at finde besparelsesmuligheder på tilsammen 25 mio. kr. Grunden hertil var, at regeringen - som sædvanlig med støtte fra Dansk Folkeparti - havde besluttet sig for at indføre et såkaldt omprioriteringsbidrag, som ene og alene gik ud på at stjæle i alt 2,4 milliarder kr. fra kommunerne i 2017, det dobbelte i 2018 og det tredobbelte i 2019.
Med de netop afsluttede forhandlinger om kommunernes økonomi er V-regeringen heldigvis blevet tvunget til at opgive dette tåbelige og helt uhørte indgreb i kommunernes selvstyre.
Bidragene fra Social- og Sundhedsudvalget til besparelseskataloget har medført, at jeg i flere læserbreve er blevet kritiseret for de forslag, som vi i udvalget har valgt at lade indgå i det samlede katalog over besparelsesmuligheder. Et katalog, som netop blev udarbejdet som en direkte følge af V-regeringens politik.
Jeg forstår godt den kritik, som er fremført i læserbrevene, og finder den faktisk også berettiget.
Nu, hvor V-regeringen heldigvis er blevet tvunget til at droppe det tåbelige omprioriteringsbidrag, er der for mig at se heller ikke behov for, at Aabenraa Kommune skal gennemføre de voldsomme besparelser, som der var lagt op til. Jeg vil i hvert fald for min part kæmpe for, at mange af besparelserne undgås.
Ligeledes er det min klare holdning, at de nødvendige midler til en renovering af taget på Rødekro Svømmehal skal findes, så svømmehallen kan genåbnes snarest muligt.