Fortsæt til indhold

EfB lader også Casper Nielsen spille OL

Arkiv
Arkiv

22-årige Casper Nielsen gør sin et år yngre klubkammerat, Jeppe Højbjerg, selskab og kan se frem til at få sin unge karrieres hidtil største oplevelse ved at deltage i OL i Rio de Janeiro i august. Han er blandt de spillere, U21-landstræner Niels Frederiksen i dag har sat navn på til OL-truppen, og EfB har frigivet Casper Nielsen.
"Jeg er sygt stolt, det er klart, og jeg glæder mig vildt til at komme med. OL er det største, man kan komme til, og det er kun få danskere, der får den mulighed. Jeg tror, det er de gode præstationer på U21-landsholdet, der har givet bonus. Det er gået rigtig godt, jeg føler mig tryg og har gode spillere omkring mig. Vi har haft det svært i klubben i en periode, og U21-landsholdet har været en god afveksling," siger Casper Nielsen.
Han har spillet 10 U21-landskampe, heriblandt tre på OL-forberedelsesturen til Sydkorea umiddelbart efter sæsonafslutningen i Alka Superliga. Niels Frederiksen har et indgående kendskab til Casper Nielsen fra tiden i Esbjerg, og han fremhæver flere af de egenskaber, der gør ham til en god spiller at have med i OL-truppen.
"Casper er en god holdspiller, han er garant for hårdt arbejde, han er fysisk holdbar, og så kan han spille flere positioner og scorer ofte mål. Sådan en alsidig spiller er god at have med til OL," siger Niels Frederiksen.
EfB har valgt at frigive de to unge spillere, selv om det kan kollidere med op til tre kampe i en vigtig indledning på en ny sæson i Superligaen. Cheftræner Jonas Dal forklarer:
"Vi er rigtig stolte af, at DBU kigger vores vej med Jeppe og Casper, særligt når det er til en så stor begivenhed, som fodboldturneringen er ved OL. Casper tog handsken op på klubholdet, da Jesper Jørgensen vendte hjem til EfB, og kampen om pladserne på den centrale midtbane blev skærpet. Han har kløet på og udnyttet de chancer, han har fået på flere positioner. Jeg synes, det er fint, at han kan bruges som allround-spiller i både EfB og på OL-landsholdet. Han repræsenterer om nogen sydvestjyske dyder med hårdt arbejde og robusthed, som vi gerne vil stå for," siger Jonas Dal.
Han sender en cadeau videre til hele EfB’s talentudvikling med udgangspunkt fra klubhuset på Gl. Vardevej, som har gjort to unge spillere klar til at slås for de danske farver ved OL på den anden side af Atlanten.
"Jeg er rigtig glad for, at EfB’s ledelse har givet mig lov til at deltage i OL, og skylder klubben en kæmpetak for beslutningen. Den er jeg taknemmelig for," siger Casper Nielsen.
OL-træningsturen til Sydkorea tog en pæn bid af de tre ugers sommerferie, og derfor har de to OL-udtagne EfB-spillere fået et par ekstra fridage og møder til første træning onsdag.