Fortsæt til indhold

Klart nej til større moské i Avedørelejren

Moske eller forening - uanset, så fik Dansk-Tyrkisk Kulturforening nej til at udvide deres aktiviteter på Avedøre Tværvej

Arkiv
key

Udvalget behandlede sagen på sit seneste møde i starten af juni. Den Dansk-Tyrkiske forening havde forud for mødet fremsendt en anmodning om, at udarbejdelse af en ny lokalplan for området kunne igangsættes, så foreningen kunne opføre en ny foreningsbygning på ejendommen. Kulturforeningens ejendom er imidlertid omfattet af Lokalplan 430 for Avedørelejren, der begrænser yderligere bebyggelse til en såkaldt stok-bebyggelse i 2½ etage med et maksimalt etageareal på 1500 m2 inden for et byggefelt - kaldet byggefelt H. Dette byggefelt er placeret parallelt med Avedøre Tværvej og matcher de eksisterende og nyere boligejendomme, der er bygget i Avedørelejren på Gammel Byvej. Byggefeltet spreder sig over tre matrikler og kulturforeningens forslag til en bygning i forlængelse af deres nuværende bygninger lå ikke i det førnævnte byggefelt H.

Kun en for

Allerede inden udvalgets behandling havde Dansk Folkeparti meldt ud, her i Hvidovre Avis, at de ikke ville kunne imødekomme foreningens anmodning. De var imidlertid ikke de eneste, der ikke kunne stemme for ændringen af lokalplanen. Heller ikke Socialdemokraterne, Hvidovrelisten eller Konservative kunne imødekomme anmodningen. For stemte derimod Enhedslisten, der deltog i udvalgsmødet i stedet for Venstre, der havde meldt afbud. I følge Dansk-Tyrkisk Kulturforening var der ikke tale om, at foreningen ønskede at opføre en ny moské på grunden. - Vi har blot behov for mere plads til vores nuværende aktiviteter, lød det fra foreningens repræsentant. Kulturforeningen afholder imidlertid fredagsbøn i lokalerne hver fredag eftermiddag. Såfremt udvalget havde godkendt anmodningen fra Dansk-Tyrkisk Forening skulle en ny lokalplan være udarbejdet i dialog med de berørte ejere og brugere af ejendommene i området, herunder Grundejerforeningen Avedørelejren. Så vidt nåede sagen imidlertid ikke, men i følge Hvidovre Avis’ oplysninger havde netop Grundejerforeningen Avedørelejren tilsendt udvalget et uopfordret høringssvar om sagen.