De første studenter er sprunget ud fra Hansenberg
I morges lidt efter klokken 9 stod tre meget glade HTX-studerende uden for eksamenslokalerne, hvor de netop havde afsluttet den sidste eksamen, inden de endelig kunne får huen på.
Michelle Andersen Lassen, Frederik Krogsdal Jacobsen og Benjamin Mikkelsen blev således årets første studenter på Hansenberg med henholdsvis et 7-tal og to 12-taller.
Efter en tiltrængt sommerferie tager Michelle Andersen Lassen først et sabbatår, og derefter regner hun med at læse biomedicin på Syddansk Universitet. Håbet er at blive forsker en dag.
Frederik Krogsdal Jacobsen har planer om at tage en bacheloruddannelse i elektroteknologi og herefter kandidaten på Danmarks Tekniske Universitet i København. Som elektroingeniør skal Frederik være med til at virkeliggøre næste generation af elektronik. En udfordring han ser frem til.
Benjamin Mikkelsen vil læse sundhedsteknologi på Aarhus Universitet. Drømmen er at blive ingeniør i sundhedsteknologi og arbejde for at udvikle teknologi og udstyr inden for sundhedssektoren.