Kan ende med at koste Odense yderligere
Kristian Guldfeldt (K), medlem af byrådet, er chokeret over dagens skattaftale og frygter yderligere økonomiske konsekvenser for Odense
Kristian Guldfeldt er ikke kun rystet over, at Anke Boye, SF, Enhedslisten og De Radikale fører blokpolitik ved at lade skatten stige fra 24,5 til 25,5 procent med det allersnævreste flertal.
Den Konservative byrådspolitiker er også dybt bekymret over, at skatteaftalen kan komme til at ramme Odense Kommune på pengepungen.
"Indenrigsministeriet tillader i år kun 200 millioner kroner til skattestigning i alle 98 kommuner, og Odenses ønske alene lyder på 300 millioner kroner," siger Kristian Guldfeldt og uddyber:
"Det kan betyde, at vi får en strafafgift, som er på 75 procent. Det svarer til, at 225 millioner kroner, som er betalt af vores skatteborgere, går til andre kommuner."
Kristian Guldfeldt håber dog ikke, at sagen ender sådan.
"Det ville være katastrofalt og meget respektløst overfor skatteborgerne i Odense."
Op med skat over flere år
De røde forligspartier håber, at man over to år kan få lov til at sætte skatten op.
De 300 millioner kroner fra skatteindtægterne skal fordeles ligeligt på fire områder:
De yngste børn mellem nul og seks år, skolebørn, udsatte børn og ældre.
Til september skal staten og Kommunernes Landsforening afgøre, om Odense må sætte skatten op med et procentpoint.