Reklamebureauet over paraplyerne
Det er ligesom at have balkonpladsen i teatret, når man står hos Lundgren Reklamebureau og kigger ud af vinduet. Her er der udsigt ud over det meste af Midtpunktet
Med vinduer hele vejen rundt ud mod Midtpunktet kan pigerne hos Lundgren Reklamebureau følge dagens gang i livet under paraplyerne.
”Man bliver smittet af livet og den god stemning her i Midtpunktet, så snart man møder på arbejde. Det er dejligt, når man møder ind om morgenen, at man bliver mødt af en venlig morgenhilsen fra de omkringliggende virksomheder,” siger Rie Lundgreen og Fie Schmidt.
I december 2015 åbnede Lundgren Reklamebureaudørene i Crazy Daisys gamle administration i Vejle Midtpunkt. Efter at have drevet virksomheden alene i 15 år fra privaten på Uhrhøj fik ejer Rie Lundgren lyst til, at der skulle ske noget nyt i hendes arbejdsliv.
”Faktisk havde jeg set stedet her godt et år før, jeg flyttede ind. Det så mildest talt ikke godt ud, men der var absolut mulighed for at tilføre stedet noget sjæl og et personligt præg. Man kunne stadig fornemme tonerne og livet fra Crazy Daisy-tiden, når man var i lokalet, så det var jo sjovt at komme tilbage til det sted, hvor man havde opholdt sig meget som ung”, siger hun med et skælmsk smil på læben.
Fie kom til
Hun blev smaskforelsket i stedet, men på daværende tidspunkt var hun dog ikke parat.
”Men tiden gik, og et par måneder efter blev jeg kontaktet af Fie, der var i gang på grundforløbet på mediegrafikeruddannelsen. Fie havde været i en uges praktik i 10. klasse, og i de efterfølgende otte år havde vi bevaret kontakten. Jeg synes, vi er et godt team. Den 'gamle' med erfaringen, og den unge med de gode idéer. Vi har et helt specielt arbejdsforhold fyldt med godt humør, og det smitter af på vores kunder, når de kommer på besøg. Det er dejligt, når man kan skabe glæde hos andre”.
Efter at firmaet er flyttet over paraplyerne, er der kommet nye kunder til fra Midtpunktet og Mary's.
”Det er vi rigtig glade for. Det er en stor fordel, at vi ligger så centralt, og nye potentielle kunder er selvfølgelig meget velkomne til at komme forbi til et uforpligtende møde og en kop kaffe”, lyder det fra de to kvinder over paraplyerne.