- Vi har svært ved at genkende billedet..
Politisk uenighed med Dansk Byggeri er blandt årsagerne til, at Hvidovre ligger lavt, når det gælder erhvervsvenlighed
- Vi har faktisk svært ved at genkende det billede, undersøgelsen tegner af Hvidovre som en mindre erhvervsvenlig kommune, og vi undrer os lidt over de parametre, som Dansk Byggeri vælger at måle på. F.eks. bliver der målt på befolkningstilvækst. Hvis den er stor, som den jo er i Hvidovre for tiden, så giver det plus i undersøgelsen. Men hvor meget har befolkningstilvækst med erhvervsvenlighed at gøre?, skriver borgmesteren i et svar til Hvidovre Avis. I følge Dansk Byggeri er befolkningstilvækst imidlertid en forudsætning for at skabe vækst og opretholdelse af velstandsniveauet i en kommune. Problemet ved en lav befolkningsvækst hænger, i følge undersøgelsen, især sammen med, at et svingende indbyggertal gør det svært for virksomhederne at få den rette arbejdskraft.
Her styrkes erhvervslivet
Hvidovre Kommune har, i følge borgmesteren, de seneste år, arbejdet intensivt på at styrke det lokale erhvervsliv på en række områder. - Vi spørger løbende til virksomhedernes tilfredshed med kommunen, fx når de har været i kontakt med vores virksomhedsservice, miljøafdeling eller byggesagsteam. Og tilbagemeldingerne er meget flotte. På en skala fra 1-5 ligger tilfredsheden på 4,2. Derfor kan vi heller ikke helt forstå, at Hvidovre skulle være en dårlig erhvervskommune, siger borgmesteren. Hun peger på, at Hvidovre Kommune forsøger at skabe gode rammer for erhvervslivet blandt andet igennem Erhvervsklubben og Erhvervsforum. - Det er mit indtryk, at de virksomheder, der deltager, er meget glade for de i netværksmøder- og arrangementer, vi holder, lyder det fra Helle Adelborg, der i det hele taget mener, at kommunen er opmærksom på at skabe gode rammer for virksomhedernes muligheder for vækst og udvikling. Hun påpeger også, at nogle af de punkter, der i undersøgelsen, er med til at trække Hvidovre ned skyldes en politisk prioritering. - Der er temaer i undersøgelsen, som trækker Hvidovre ned, som faktisk er politisk vedtaget med det formål at gøre Hvidovre til en god by at bo i. Det gælder f.eks. dækningsafgiften, som de fleste kommuner i Hovedstadsregionen opkræver for erhvervsejendomme. Også arbejdsklausuler og lærlingeklausul om, at man skal have lærlinge, hvis man skal komme i betragtning til store byggeopgaver for Hvidovre Kommune, giver minus i undersøgelsen. Men vi er faktisk ret stolte af det sociale ansvar, vi som kommune er med til at tage, med disse klausuler, siger borgmesteren. I følge undersøgelsen er lærlingeklausuler imidlertid ofte årsag til, at virksomheder venter med at tage lærlinge, før de ved, om de har vundet en stor opgave. Til gengæld mener Dansk Byggeri, at partnerskabsaftaler er gode, fordi de skaber et forpligtende samarbejde, der indgås mellem Dansk Byggeri, kommunen, den lokale erhvervsskole og andre erhvervsorganisationer. Hvidovre Kommune ligger lavt i forhold til antallet af partnerskabsaftaler.
Hvad gøres godt
Hvidovre Kommune holder hvert år møde med Dansk Byggeri, hvor det drøftes, hvad der kan gøres for erhvervslivet lokalt. Og det er i følge borgmesteren årsag til, at der nu er døgnåbent på Genbrugspladsen, erhvervslivet har ønsket. - Vi har presset på for at kunne give dem denne mulighed, og det er nu en realitet. Her fra starten af juni har både borgere og virksomheder fået adgang til at bruge genbrugspladsen døgnet rundt, siger borgmesteren. Ligeledes peger hun på, at kommunens erhvervsteam, jobcentret og Plan & Miljø hele tiden arbejder på en tæt og løbende kontakt med de lokale virksomheder. - Vi arbejder med én indgang for at lette virksomhedernes kontakt med kommunen; vi tilbyder starthjælp til iværksættere og støtte til små og mellemstore virksomheder i samarbejde med hovedstadskommunerne i Væksthuset, og vi arbejder konstant på at nedbringe tiden for sagsbehandlingen i erhvervssager, slutter borgmester Helle Adelborg og tilføjer: - Det korte af det lange er i virkeligheden, at Dansk Byggeri og det politiske flertal i Hvidovre ikke er helt enige om, hvad der skaber værdi i en kommune og i samfundet.key