Fortsæt til indhold

Slikkepinden lukkes af Skat

Arkiv
Af Simon Carlson

Slikbutikken Slikkepinden i Jernbanegade er i dette øjeblik ved at blive tømt af folk fra blandt andet Skat og Fødevarestyrelsen.
De har for nuværende ingen uddybende kommentarer til, hvad lukningen skyldes; blot at der er tale om en "lukning på begæring fra Skat."
Slikkepinden åbnede i Kolding i efteråret 2015 som den syvende tilføjelse til kæden, der har forretninger i flere jyske byer.
Her har slikbutik-kæden imidlertid et blakket ry og har tidligere været genstand for en del polemik. Blandt andet da Fødevarestyrelsen fandt 25 tons slik, der ikke var registreret, på et lager i Tranbjerg ved Aarhus. Her kunne Fødevarestyrelsen også konstatere, at der var både muse- og rottelort på lageret.
Tidligere på året uddelte Fødevarestyrelsen en sur smiley til butikken i Kolding, da man ikke kunne dokumentere, hvor en mængde af butikkens varer kom fra.
Slikkepinden har også tidligere fået klager om dårlige arbejdsforhold fra ansatte.
Lokalavisen forsøger at få yderligere oplysninger om lukningen af forretningen.