Målmager og publikumsyndling til Energy
Esbjerg Energy henter den 24-årige forward Jared Knight til Vestjylland og den danske Metal Liga.
"Jared slutter sig til truppen efter en flot junior karriere hos London Knights i Ontario. Herefter blev det til 160 kampe i American Hockey League og godt 20 kampe i East Coast Hockey League," fortæller cheftræner Mark Pederson fra Esbjerg Energy.
I American Hockey League repræsenterede den 180 cm høje amerikaner Providence Bruins og Iowa Wild. I East Coast Hockey League spillede Jared Knight for South Carolina Stingrays og for Quad City Mallards, hvor også Energy-backen Jannik Christensen har spillet.
"Jared er hurtig på skøjterne og kender den direkte vej frem over stepperne. Han går den direkte vej mod målet, så snart han øjner muligheden for at score og arbejder hårdt og dedikeret i alle tre zoner," fortsætter Energy-coachen.
Også NHL-mandskabet Boston Bruins har haft opmærksomheden rettet mod Jared Knight. Her draftede holdet fra Massachusetts i 2010 den hurtige skøjteløber i anden runde.
"Vi er utroligt stolte over at kunne præsentere en spiller som Jared Knight. Han blev drafted som nummer 32 i 2010, og alle de 31 som blev drafted før ham dette år har spillet i NHL. Det har kun været muligt at hente en så ung spiller med så stort et potentiale via Mark Pedersons netværk," fortæller bestyrelsesmedlem Søren Mathiasen fra Esbjerg Energy.
"Jared Knight har med sine 24 år en udmærket fysik, men mangler måske med sine 180 cm lige 5-10 cm i højden i forhold til NHL-standarden. Vi er overbeviste om, at Knight har en stor europæisk karriere foran sig, så via er glade for, at kunne hjælpe amerikaneren til en ny start i europæisk ishockey," smiler en glad Søren Mathiasen.
"Jared Knight har været en publikumsyndling uanset hvor han har spillet. Samtidigt har han i vore samtaler givet udtryk for begejstring over udsigten til nye udfordringer i karrieren som ishockeyspiller og han fortæller, at han glæder sig meget til at tilslutte sig vores trup," slutter Mark Pederson.