Fortsæt til indhold

Åbner for gæster på fredag

Nu kan du godt finde badedragt eller speedos frem

Arkiv
Arkiv

Fredag den 1. juli kl. 13 åbner Odense Havnebad for alle vandhunde i det fynske land.
"Havnebadet er en brik i hele den transformation, Odense gennemgår i disse år. Havnen spiller en stor rolle i Odenses udvikling til en moderne dansk storby. Den er et af de vigtigste og mest centrale områder, som vi vil udvikle og udbygge til at blive en ny, levende bydel i Odense, siger Jane Jegind (V), by- og kulturrådmand i Odense Kommune.
Havnen er på 12 år gået fra at være industri og erhverv til at blive en bydel med boliger, erhverv og aktiviteter tæt på både centrum, skov og vand. Udviklingen bliver ikke mindre i de kommende år.
"I Kommuneplanen 2016-2028 er der stort fokus på byomdannelsen af den indre havn. Vi ønsker at bygge flere boliger på havnen, for havnens beliggenhed og dens helt særlige kvaliteter udgør et stort potentiale for byudviklingen. Midt i herlighederne ligger Odense Havnebad, som naturligt bliver et omdrejningspunkt for endnu mere liv året rundt," siger Jane Jegind.
Festlig åbningsdag

Også erhvervslivet bakker op om det nye havnebad, og de er med til at gøre åbningen ekstra festlig i et samarbejde med Odense Kommune. Flere erhvervsdrivende stiller op den 1. juli med boder på Havnepladsen fra kl. 10, så besøgende i havnebadet kan købe en is, en kop kaffe eller solcreme.
"Det glæder mig, at erhvervslivet i Odense også kan se værdien af et havnebad på Odense Havn. Det bekræfter mig i, at udviklingen på havnen går i den helt rigtige retning og netop understøtter den byudvikling, som Odense gennemgår til at blive en moderne storby," siger Jane Jegind.
Fakta om Odense Havnebad

  • De samlede udgifter til Odense Havnebad beløber sig til 35 millioner kroner
  • Der er fri adgang til badet, og det er åbent hele året rundt
  • Badet kan rumme op til 300 gæster ad gangen
  • Odense Havnebad har moderne faciliteter så som bad, toiletter, omklædning og sauna
  • Der er faste livreddere i Odense Havnebad
  • Sæsonen begynder den 1. juli 2016 kl. 13
  • Havnebadet drives af Odense Idrætspark. Se åbningstider på www.odense-idraetspark.dk