Fortsæt til indhold

Dit barn bliver mere sikkert i trafikken

Odense Kommune byder på en række cykelsommerskoler fordelt ud over hele byen

Arkiv
Arkiv

I løbet af sommeren afvikles cykelskoler på cirka en tredjedel af Odenses skoler. Her lærer børn i 0.-3. klasse at blive sikrere på cyklen og i trafikken.
"Cyklen er et fantastisk og sundt transportmiddel, og det giver en enorm frihed for børn og unge at kunne cykle rundt til venner, familie eller byens mange tilbud. Vores cykelsommerskoler er samtidig en god mulighed for at få en aktiv ferieuge og møde nye venner. Jeg håber, at der vil være en stor interesse for at blive en bedre og mere sikker cyklist," siger by- og kulturrådmand Jane Jegind (V).
Det er femte år i træk, at Odense afvikler cykelsommerskolerne. Ejerslykkeskolen var de første i sommeren 2011, og siden da er flere skoler kommet til.
Øvelse gør mester

Grundtanken i cykelsommerskolen er, at ”øvelse gør mester”.
Blandt årets cykelsommerskoler er Ejerslykkeskolen og Åløkkeskolen, som begge holder cykelsommerskoler i den første uge af børnenes ferie (uge 26). På Kroggårdsskolen holder man cykelsommerskole to uger før skolestart.
Ejerslykkeskolen er i øvrigt den ældste ”cykelglade skole” i Odense. Det betyder, at alle klasser bruger cyklen i løbet af skoleåret, ligesom der er indført cykling som fag for indskolingseleverne.
"Her på Ejerslykkeskolen har vi cykelskole for de yngste elever. Vi oplever, at det gør eleverne mere cykelsikre og er med til at gøre cyklen til en naturlig del af undervisningen. Når eleverne kommer i 3.-4. klasse kan vi begynde at tage på længere cykelture til f.eks. Stige Ø og Davinde grusgrav. Vores fokus på cyklen er også med til at gøre lærere og pædagoger mere trygge ved at tage en klasse med ud i trafikken," siger skoleleder Birgitte Sonsby, Ejerslykkeskolen.
Det batter med cykelsommerskoler

I foråret 2016 fandt Odense Kommune ud af, hvor meget cykelsommerskolen har betydet for nogle af de elever, som var med på den første cykelsommerskole. De elever, som nu går i 7. og 8. klasse, havde nemlig alle fået lov til at cykle til både skole og fritidsaktiviteter efterfølgende.
Derfor er der netop i år stort fokus fra Odense Kommunes side på at få etableret mange flere cykelsommerskoler, og hver skole som har lyst til at være med har kunnet få 5.000 kroner til at afholde en anderledes cykeluge.