Forrygende popfest under presenningen
Regnen var det eneste, der momentvis fik temperaturen til at falde under koncerten med Jason Derulo
Jason Derulo, Rød Scene d. 25/6 kl. 18.35: 5 ud af 6 stjerner
Der var fuld power på popfesten, da den amerikanske popsanger Jason Derulo trådte op på scenen til dette års Tinderbox.
Der er ingen tvivl om, at amerikaneren med den sprøde stemme var et højdepunkt for mange af deltagerne på festivalen. Mere end en time før popikonet gik på scenen, begyndte en stærk strøm af festglade mennesker at bevæge sig fra Magicbox til Rød Scene.
Popsangeren mangler ikke sans for iscenesættelse. Da han endelig trådte ind på scenen - efter de medbragte DJ havde varmet publikum op - entrerede han som en sand messias til publikums store begejstring.
Der var da også fuld gang i festen fra første færd. Kæmpehittet 'Wiggle' fik efter kort tid skruet op for begejstringen hos publikum. Det blev der også brug for.
Det var som om, regnskyerne havde holdt sig i flere dage, og nu kunne skyerne ikke holde vandet inde længere, og store tunge regndråber begyndte at falde tæt over pladsen.
Regnvejret fik naturligt nok temperaturen i folkemængden til at falde for en stund, men de fleste iførte sig regnslag og festede ufortrødent videre.
Nogle snarrådige festivalgæster havde af en eller anden grund medbragt en presenning, som de i fællesskab holdt op over hovedet som et stort regnslag, og de tilbød denne anmelder en plads under plastikken. Bizart nok var popfesten nærmest endnu vilde under presenningen.
Der er heller ingen tvivl om, at popsangeren havde godt fat i de kvindelige koncertgængere. Det skyldes nok ikke mindst, at han under det meste af koncerten optrådte i bar overkrop. Under balladen 'It Girl' brugte han anledningen til at invitere en ung kvinde fra publikum op på scenen, hvilket vakte stor begejstring.
Alt i alt formåede popkometen Jason Derulo at holde begejstringen blandt publikum oppe, på trods af at vejrguderne var imod ham. Showet blev leveret overbevisende og med indlevelse, og det var en forrygende popfest.