Fortsæt til indhold

Verdens største fyrtøj sætter fut i Tinderbox

Skulpturen er inspireret af Tinderbox og H. C. Andersen

Arkiv
Arkiv

Det var ikke kun det tyske metalband Rammstein, der spyede ild i Tusindårsskoven torsdag aften.
Med jævne mellemrum pustede et flere meter højt fyrtøj også en søjle af ild op i luften. Fyrtøjet er en af flere skulpturer, som man kan finde på pladsen.
Skulpturerne skal være med til at skabe den rigtigt stemning på festivalpladsen og samtidigt være med til at forankre festivalen i lokalområdet, fortæller Daniel Walsch, som er ansvarlig for atmosfæren på Tinderbox.
"En festival er ikke kun musik, det er også alt det andet, som man oplever på pladsen. Det er umuligt for os at komme med alting selv, og ved at inddrage lokale kunstnere giver vi festivalgængerne mulighed for at give noget igen," siger Daniel Walsch.
Magnus Fuhrs værker fangede hans opmærksomhed.
"Jeg havde set nogle af Magnus' værker før, og så tænkte jeg 'skal vi ikke prøve at lave noget stort, noget vildt'," siger Daniel Walsch.
Det førte til, at Magnus Fuhr designede det kæmpe fyrtøj.
"I forhold til H. C. Andersen og Tinderbox, så ligger det lige til højrebenet. Jeg synes, at hvis noget ligger lige til højrebenet, så skal man bare knalde til den. Men så skal det også være vildt," siger Magnus Fuhr.
Han har udstillet sine værker på festivaler før, og det er ifølge kunstneren noget helt særligt. Derfor vil han også gerne gøre et indtryk på festivalgæsterne.
"Jeg vil gerne skabe en wau-oplevelse. Det er simpelt og det er effektfuldt, og det er god lir. Der er ikke noget dybere i det," siger Magnus Fuhr.
Seks smede fra Dansk Stålmontage har hjulpet kunstneren med at få værket til at blive til virkelighed.
"Jeg synes, det var en helt magisk idé fra starten af. Jeg tænkte, at det vil vi rigtigt gerne støtte," siger Henrik Jensen, som er partner i Dansk Stålmontage.
Tinderbox stræber efter, at halvdelen af de aktører, som bidrager til festivallen, skal være fynske.